Nomineret til Cavling-prisen

Her til aften blev "Kampen om klimaet" nomineret til Cavling-prisen. Det er jeg meget stolt af. Du kan læse om nomineringen her og om indstillingen her.

COP16 Dag 12 - 2: Operationen lykkedes - patient overlever forhåbentlig

For lidt over en time siden lod COP-formand Espinosa hammeren falde (trods Bolivias protester) og dermed blev Cancun-aftalen vedtaget. Det er en lille, men vigtig succes for både FN og klimaet. Operationen lykkedes, nu får vi at se om patienten overlever. Der skal meget mere til for at klimaet har sejret - men signalet til omverdenen fra politikerne er ekstremt vigtigt: Klimaproblemet skal løses, og der skal ske drastiske tiltag. Det bliver svært, men signalet fra Cancun vil blive hørt blandt virksomheder, investorer og markeder over hele verdenen, og dermed har COP16 allerede nu fået en symbolsk betydning, der rækker langt ud over ordene i forhandlingsteksterne. Det får bl.a. betydning for de projekter, som Mandag Morgen har sat i søen for at accelerere overgangen til et klimavenligt samfund, både nationalt og globalt. Følg med her - og fra og med 1. januar http://www.greengrowtheconomies.org/.
Du kan høre indslaget her i Radioavisen kl. 12, hvor jeg vurderer aftalen. På mandag i P1 Morgen går vi mere i dybden kl. 07.10.
Og hermed afsluttes dette års COP-blog i en noget mere munter tone end sidste år. Forhåbentlig bliver den endnu mere optimistisk næste år. Tak fordi du læste med.

COP16 Dag 12: Morgengry - en lille succes indenfor rækkevidde

For første gang i mange år er der - formodentlig - godt nyt fra de globale klimaforhandlinger. I Cancun er den afsluttende plenardebat igang lige nu, og udgangspunktet er to tekster, der kan føre til et bedre resultat af klimatopmødet end forventet, og som foreløbig har opbakning fra de fleste lande.
Den ene tekst, den såkaldte LCA-tekst, som omfatter alle lande, indeholder juridisk forpligtende løfter for både i- og u-landes CO2-udledning, de samme tal, som i Copenhagen Accord er frivillige, en aftale om en global klimafond, administreret af FN, der skal sikre udbetaling af 100 mia dollars årligt i 2020 til de fattigste lande, aftaler om skovbeskyttelse, kontrol med CO2-data samt teknologisamarbejde.
Den anden tekst, den såkaldte KP-tekst, som omfatter de lande, der har skrevet under på Kyoto-protokollen, reflekterer de samme tal som LCA-teksten, men anerkender behovet for at skrue ambitionerne op henad vejen, fordi der er en stor kløft mellem de nuværende forpligtelser og de forpligtelser, der skal til for at bremse den globale opvarmning ved 2 grader. Teksten har ikke løst det afgørende spørgsmål, nemlig hvorvidt Kyotoaftalen bliver forlænget udover 2012 og hvorvidt også lande som Kina og Indien skal pålægges forpligtende lofter over deres CO2-udledning. USAs eventuelle tilslutning er også uafklaret. De spørgsmål er skudt til hjørne og tages op igen efter Cancun.
Connie Hedegaard betegner det som "solide skridt fremad", hvis det bliver vedtaget.
Teksterne skal nu godkendes i plenaren, hvilket bliver en lang og svær kamp, fordi enkelte lande stadigvæk er utilfredse, bl.a. Bolivia, Japan og Rusland. Og alle skal være enige for at få en beslutning i FN-systemet.
Det er vigtigt at notere sig, at aftalerne i Cancun ikke løser klimaproblemet. Der er behov for langt mere ambitiøse tiltag. Men de viser en vej frem til mere ambitiøse målsætninger og det måske mest afgørende: Den betyder at rygterne om FN-processens død var overdrevne.
Den bedste gennemgang af teksterne, som de ser ud nu, har Richard Black, BBCs korrespondent, lavet.

COP16 Dag 11 - 4: Overtid

Tweets fra de delegerede i Cancun fortæller, at forhandlingerne fortsat er i gang, men skrider forbi den planlagte afslutning i dag ved midnatstid (dansk tid). De sædvanlige tegn på hårde, svære kompromiskampe har vist sig: USAs og FNs annoncerede pressemøder er aflyst og plenarforsamlingen har endnu ikke fået tekster at forholde sig til. Det sker formentlig først i morgen tidlig dansk tid, skriver en meget træt John Vidal, The Guardians miljøredaktør (ja, ham med den danske tekst). Der er fortsat postive meldinger, men "ingen vil bevæge sig før de andre", siger den tyske miljøminister Röttgen ifølge tyske ARD. For nogle timer siden kom en af de mest positive meldinger via The Guardians Twitter: "Brazil chief climate negotiator on Kyoto "I am optimistic that we are going to get to an adequate solution". Jeg vender tilbage med mere nyt i morgen tidlig ca. kl. 8:00.

COP16 Dag 11 - 3: Dagens vigtigste nyhed: Der forhandles

De delegerede i Moon Palace Hotel forhandler. Det er der måske ikke umiddelbart de store nyheder i - og så alligevel. Forhandlingerne er lige nu - fredag aften kl. 19.00 dansk tid, kl. 12.00 middag mexikansk tid - i den sidste, nervøse og højspændte fase. Men parterne diskuterer, taler, forhandler. Med andre ord: De forsøger at komme til enighed. I skarp kontrast til sidste år på dette tidspunkt, hvor en lille gruppe ledere sad i et lille, seperat lokale og prøvede at samle stumperne sammen til en sidste-øjebliks-deal, mens alle andre lande - ca. 160 lande, ca. 100 statsledere - sad i plenarsalen og ventede uden at vide hvad der foregik. Og i et Bella Center, der var på oprørets rand over den manglende styring af processen.
I Cancun forhandler man, ifølge alle medierne. I højeste gear. Den engelske premierminister David Cameroun, som ikke er i Cancun, har ringet til den japanske kollega Kan for at forsøge at rydde problemer af vejen. Rygterne vil vide, at Hilary Clinton arbejder i kulissen. Ministrene er engagerede i de opgaver, som det mexikanske formandskab har uddelegeret. Om en times tid forventes det, at der er tekster, der kan forelægges for plenarforsamlingen (hvilket man dog har varslet hele dagen).
Englands klimaminister Chris Huhne har netop meddelt at de værste knaster omkring Kyoto-spørgsmålet er høvlet af, og at kun ALBA-landene forhindrer en færdig tekst, som kan bæres ned i plenarsalen. Connie Hedegaard har dog understreget hvor svært det er. Men alle er enige om at "stemningen er god", som en indisk forhandlingsleder siger.
Vi holder vejret.

COP16 Dag 11 - 2: Det endelige opgør - Rusland undsiger Kyoto

I 1997 blev Kyoto vedtaget. I 2012 løber den ud. Og
hvad så? COP16 ser ud til at slutte dramatisk.
Følg med her på bloggen, hvor jeg løbende updater.

I disse timer vågner de delegerede i Cancun op til dårlige nyheder, når de går på nettet med deres iPhones og bærbare computere for at tjekke op på situationen her på den sidste formelle forhandlingsdag. Ifølge flere medier undsagde Rusland i går aftes mexikansk tid en forlængelse af Kyoto-protokollen relativt kategorisk.
Sådan rapporterer The Guardians normalt troværdige USA-korrespondent, Suzanne Goldberg:
In a late-night plenary session, Russia's climate change envoy, Alexander Berditsky, said his country opposed a renewal of Kyoto beyond its 2012 end date. "Russia will not participate in the second commitment period of the Kyoto protocol," he said in a prepared statement.
Der er flere ting, man skal lægge mærke til her. For det første faldt ordene i plenarforsamlingen og ikke på et pressemøde eller i korridorerne. For det andet, så var det den russiske forhandlingsleder, der talte. For det tredje var det en "prepared stastement", som er engelsk mediejargon for en udtalelse, der er forberedt og clearet officielt. Altsammen noget, der varsler ilde. Læg dertil at Rusland har et særligt symbolsk forhold til Kyoto-protokollen, da det var Ruslands ratifikation i 2005 der betød at protokollen trådte i kraft.
Med Japan, Rusland og formentlig også Canada i tilsyneladende kategorisk opposition til en forlængelse af Kyoto-protokollen og USA lurende i baggrunden, så er der nok at tage fat på for forhandlerne i slutspurten.
Problemet er at Kyoto-protokollen udløber i 2012 og dermed har verden ingen bindende konvention omkring CO2. Et minimumskrav til Cancun er, at man opfinder ord og tekst, der betyder at man i år eller næste år på en eller anden måde kan forlænge dens regime indtil nye aftaler er på plads til at tage over.

COP16 Dag 11: Gå langt, sammen - eller hurtigt, alene

Massiv innovations- og forskningsindsats
er nødvendig. Men hvordan gør man det?

Ved enhver given lejlighed citerer Al Gore det afrikanske ordsprog om at ”hvis du skal gå hurtigt, så gå alene. Hvis du skal gå langt, så gå sammen”, og det kan godt blive lidt trættende at høre på de viise ord. Men det er faktisk meget passende netop i dag, fredag den 10. december 2010.
I løbet af de næste timer vil de 193 delegationer i Cancun vise verden, om vi evner at gå langt sammen for at løse en af de mest udfordrende, globale kriser vi nogensinde har set. Og hvis det ikke er tilfældet, så vil en række lande og aktører med hurtigt vælge alternativet: At gå alene. Hurtigt.
Kina, Korea, Spanien, Tyskland, Indien, Brasilien. Forhåbentlig også EU. Hvis vi er heldige, så trækker de andre lande og regioner med sig meget hurtigt. Hvis vi er uheldige, så er det for lidt for sent.
Belært af erfaring vil jeg ikke i dag gætte på udfaldet af COP16 her på vippen. Jeg skrev i går, hvad der er sandsynlige scenarier og de værste hurdler og det holder fortsat. Nu får vi at se, hvordan det forløber de sidste meter frem til målstregen. Meldingerne natten til fredag var, at nervøsiteten breder sig og en aftale hænger i en tynd tråd. Jeg talte dog også med flere danske NGO-repræsentanter, som var afmålt optimistiske. Vi kan formentlig forvente endnu en COP, der ender med dramatiske forhandlinger ind i weekenden.
I går aftes diskuterede jeg - meget apropos - COP-processen med Bjørn Lomborg i TV2 News. Vi fik desværre ikke tid til at gå i dybden med det sidste tema, nemlig behovet for innovation, forskning og udvikling indenfor nye energikilder og teknologier, så jeg tillader mig at fortsætte den her, foreløbig med envejskommunikation. Men det er en uhyre væsentlig debat - måske den mest væsentlige af alle.
Bjørn Lomborg har i længere tid - bl.a. i dette indlæg i Wall Street Journal - argumenteret for, at den væsentligste indsats, vi kan gøre, er at rejse midler til innovation og forskning. Han beklager, at innovation ikke er på dagsordenen i Cancun.
Men det er i høj grad på dagsordenen i Cancun. Ikke i form af forhandlinger om den globale forsknings- og udviklingsindsats (sådanne forhandlinger findes mig bekendt ikke i globale fora), men i den altoverskyggende diskussion om rammebetingelser. Den handler præcis om at fremme innovation. Hele ideen med at lægge loft over udledningen af CO2 og sætte en pris på udledninger, enten i form af en afgifter eller et kvotehandelssystem, er at accelerere innovation, forskning og udvikling. Ethvert tiltag, nationalt, regionalt eller globalt, i retning af at ”straffe” udledning af CO2 vil automatisk medføre øgede investeringer i udvikling af nye teknologier og løsninger. Det bliver et attraktivt marked, og det er noget, erhvervsfolk og investorer kan forstå. Sagen er, at det for 85%s vedkommende vil være den private sektor, der skal betale for innovation og forskning, og netop den private sektor har igen og igen erklæret, at en pris på CO2 er den rigtige vej at gå. Klassisk forsknings- og innovationspolitik.
Jeg er 100% enig i at verdens midler til forskning og udvikling i grønne teknologier lade meget tilbage at ønske, og bør opjusteres dramatisk. Men hvordan gør man det i en global ramme? Med mindre man opfinder en ny FN-agtig proces, hvor der diskuteres globale forskningssamarbejder og -investeringer, så er det nok ikke den dårligste ide at forfølge mulighederne i de regi, som findes i dag for og her påvirke rammebetingelserne, der udløser nationale og regionale investeringer. Og foreløbig må man konstatere, at når det handler om investeringer i markederne for de nye teknologier, så går det i den rigtige retning. De senere år er markedet for klimavenlige løsninger blevet voldsomt interessant, som dokumenteret i særtillægget "Det Grønne Vækstkapløb" i Mandag Morgen for nylig. De globale investeringer i bl.a. vind, sol og biomasse er steget markant de seneste 10 år og forventes at fortsætte trenden. Det californiske analysehus Clean Edge, der i ni år har fulgt det globale cleantech-marked tæt, forudser, at de tre markeder vil vokse med over 138 pct. de kommende ti år – fra 145 milliarder dollar i 2009 til over 343 milliarder dollar i 2019. I 2009 og 2010 oversteg de globale inveseringer i alternativ energi for første gang nogensinde investeringerne i fossil energi (ifølge New Energy Finance). Man må forvente, at der sker en afsmitning på også f.eks. universiteternes forskningsbudgetter, selvom det går alt for langsomt.
Men tegnene er altså allerede tydelige: Noget tyder på, at det virker at sætte politiske mål, som det er tilfældet i dag mange steder i verden, ikke bare i EU, men også i f.eks. Kina, hvor målet er at halvere CO2-udledningen ift BNP. Men det er klart, at hvis udviklingen skal være kraftigt nok til at levere en global reduktion i udledningen af CO2 på 50-85% i 2050, så skal der endnu mere potente politiske målsætninger til. Og det er netop dette, som FN, forsøger. Forgæves indtil videre, ja. Men hvorfor ikke forsøge, så længe der er bare en minimal chance for at det lykkes?
Man må også anerkende, at klimaforhandlingerne i FN-regi har den afledte effekt, at byer, lande og regioner øger deres selvstændige indsats under indtryk af de globale politiske diskussioner og naturligvis den viden, som FN genererer i form af IPCCs videnskabelige arbejde. Der er med andre ord ingen grund til at aflive COP-systemet, men vi kan hurtigt blive enige om, at det er ualmindelig besværligt og desværre indtil videre ikke særlig leveringsdygtigt, når det kommer til ambitiøse beslutninger.

Bjørn Lomborg argumenterer for, at løsningen er at gøre rene energikilder billigere, frem for at gøre urene energikilder dyrere, ligesom i øvrigt Ted Nordhaus fra det amerikanske The Breakthrough Institute (se hans tale fra World Climate Solutions 2010 her). Det er naturligvis også en vej at gå, og det tror jeg ligeså mange er enige i. Men er den mere farbar? Jeg har svært ved at se, at de politiske aktører vil kunne aftale sig frem til de nødvendige, massive subsidier og forskningsmidler, dette ville kræve. Se på vindindustrien. I årevis er subsidiering af vindenergi afstedkommet kraftig modstand. Kineserne gør faktisk noget, der minder om det, gennem planøkonomiske tiltag, og det er ikke ligefrem fordi de vestlige politikere står på sidelinien og klapper af ideologien. Men bevares, jeg ville ikke modsætte mig koordinerede, statsstyrede og -støttede industrieventyr. Jeg tror blot ikke det har en gang på jord udenfor lande som Kina. På globalt plan må man lade markedskræfterne råde, og det sker bedst gennem prissætning af CO2-forurening, ledsaget af politiske målsætninger, som skaber langsigtede, stabile rammer for investeringerne. Hvilket også er hvad alle de investorerer, der i sidste ende skal til lommerne. fra Goldman Sachs til ATP, anbefaler. Se f.eks. The Copenhagen Call, som Mandag Morgen sidste år fik opbakning til fra 800 erhvervsledere fra hele verden. Innovation, forskning og udvikling i et COP-perpsektiv er her meget fremtrædende (og i øvrigt kan man her se, hvordan topchefer i virksomhederne i dag er langt foran politikerne, når det handler om at tackle de globale kriser).

COP16 Dag 10: Det er ikke ovre før den fede dame har sunget

Mexicos præsident, Calderon, har indtil videre
gjort en god figur ved COP16.

Med 36 timer tilbage af COP16 samler interessen sig om den rituelle pas de deux som klimasupermagterne USA og Kina udfører på Moon Palace Hotel i Cancun. Begge lande signalerer overfor medierne gryende kompromisvilje. Kina er – i hvert fald når chefforhandler Xie Zhenhua taler – villige til at diskutere hvordan der kan gennemføres international kontrol med Kinas CO2-regnskab (et nyt forslag fra Indien om hvordan kontrollen kan udføres samlede stor opbakning i løbet af onsdagen). USA afviser ikke blankt, ligesom Japan, at diskutere i det mindste en løsning på spørgsmålet om en forlængelse af Kyoto. "Jeg tror der er mulighed for en aftale", sagde den ellers meget afmålte Todd Stern, USAs forhandlingsleder. I medierne udlægges signalerne skiftevis som ”gennembrud” og som spil for galleriet. Sidste år var det spil for galleriet for begges vedkommende. Man kan håbe, at det er anderledes i år.
Formandskabet fremlagde nye tekster onsdag og reaktionerne var generelt positive. Der tegner sig et billede af en mulige "pakke", der kan besluttes fredag. Den indeholder aftaler omkring skovbeskyttelse, teknologisamarbejde, kontrol med CO2-regnskaber og finansiering. Det store spørgsmål er, om det er muligt at indføje tekst, der adresserer the elephant in the room: Kyoto-protokollens forlængelse/afløser.
På dette tidspunkt sidste år - næstsidste forhandlingsdag - sejlede COP'en på randen af et nervøst sammenbrud. Danmark havde som formandskab tabt tilliden hos parterne, den danske køreplan var kollapset og vi kunne end ikke få etableret en friends of the chair, der kunne hjælpe os igennem stormen. Den proces, der skulle skabe ideelle forhold for f.eks. forbrødring mellem supermagterne, var kaos. Det modsatte er tilfældet i Cancun - og vi ser her hvor vigtig en rolle formandskabets facilitering af processen spiller. Mexicanerne får ros fra alle sider for deres lederskab. De kører tæt parløb med UNFCCCs chef Christina Figueres. De har sat udvalgte parter i arbejde frem mod løsningerne. F.eks. har de sammensat nogle små task forces bestående af en minister fra et u-land og en minister fra et i-land, som har fået hver sin knude, de skal løse på vegne af formandskabet. Englands klimaminister Chris Huhne skal f.eks. sammen med sin brasilianske kollega forsøge at løse den store, gordiske knude, nemlig spørgsmålet om Kyotos forlængelse. Andre ministerteams har fået til opgave at løse problemer omkring finansiering, teknologisamarbejde osv.
Indiens miljøminster Ramesh markerede dog i går på en pressekonference en ny såkaldt red line, dvs et krav, der ikke er til forhandling, og som dermed udgør en hurdle frem mod fredagens afslutningsplenar. Nemlig udbetalingen af de såkaldte "fast money" som blev aftalt i København. De skulle rulle til de mest udsatte lande i 2010-2012, 10 milliarder dollars årligt, målrettet bl.a. tilpasningsprojekter. Ramesh insisterer på, at pengene udløses og refererer til de sidste timers desperate forhandlinger i København, hvor Obama, ifølge Ramesh, sagde til Indien, Kina, Brasilien og Sydafrika at hvis de var åbne for kontrol med CO2-regnskaber, så indgik de hurtige penge i aftalen.
Som før nævnt her på bloggen, så er det begrænset hvor mange af pengene der rent faktisk er kommet ud at arbejde i de forløbne 12 måneder. Mange af dem er ikke udløst endnu, det diskuteres fortsat om de kan udgøres afnogle af dem kan være lån osv. Faktum er, at dette skaber dybe kløfter mellem rig og fattig, eftersom det bekræfter de fattige lande i at de rige lande ikke er til at stole på. Det helt paradoksale er, at WikiLeaks-dokumenterne forleden viste, hvordan USA netop bruger disse midler til at fremme opbakning til Københavneraftalen overfor de fattige lande, bl.a. Etiopien og Maldiverne.
I går gik Danmark foran med et godt eksempel og indgik aftale med sammenslutningen af de små ø-stater og Verdensbanken om udbetaling af 80 millioner ”hurtige” kroner. Et godt skridt, som dog er en – undskyld udtrykket - dråbe i havet.
WikiLeaks-dokumenterne fik også i går USAs forhandlingsleder Todd Stern til at fare i flint. På baggrund af afsløringerne forleden blev USA af bl.a. Bolivia beskyldt for at bruge klimabistand til "afpresning" af fattige lande. Stern refererede vredt til en omdiskuteret episode sidste år i København, hvor Norges chefforhandler overfor Sudans og G77s chefforhandler Lumumba i utvetydige vendinger sagde, at han aldrig ville kunne sælge en aftale til det norske folk, hvis den indebar at Norge gav milliarder i bistand og samtidig blev beskyldt for bestikkelse. I går sagde Stern således: "Vi kan eliminere enhver anklage om bestikkelse ved at eliminere pengene". Så enkelt og brutalt kan det siges.
Men alt i alt er rapporterne fra Cancun torsdag morgen afdæmpet optimistiske. Hvorvidt mexikanernes pragmatiske linie som formandskab leverer konkrete resultater er ikke til at vide. Som altid handler det i sidste ende om politisk vilje. Vi får at se i dag og i morgen om den er tilstede i Moon Palace Hotel. It ain't over before the fat lady sings, som amerikanerne siger.

COP16 Dag 9: Farvel til Spøgelset fra København

Obama: Klimaskurk eller helt?

Hvem er skurkene og hvem er heltene? Sådan lød et af de mest interessante emner, da jeg i dag deltog i en times radiodebat i P1s Horisont, venligt, men bestemt styret af studievært Charlotte Harder. Gitte Seeberg fra WWF, Dan Jørgensen fra Europaparlamentet og jeg dækkede en række emner, men når jeg her fokuserer på skurke og helte, så er det fordi at Gitte, Dan og jeg hurtigt kan blive enige om hvem det er. Og det er et problem.
Jeg tror, at vi skal udfordre vores forestillinger om good guys og bad guys for at komme ud af stedet. Hvis vi blot konstaterer at USA eller Saudi Arabien er skurken og de fattige lande heltene, så kan det godt være det er tæt på sandheden - men det er jo ikke sikkert, at det den eneste sandhed. Det kan også være, at vi lader diskussionen sande til i stereotyper. På alt for mange måder så er der deja vu over de mange diskussioner, jeg i disse dage deltager i. Det er de samme ord, forestillinger og problemer som sidste år - og det nytter ligesom ikke noget. Vi har ikke flyttet noget hidtil, så der skal nye vinkler, nye pespektiver på. Vi må træde ud af de vante riller, og de indebærer også at vi må stressteste vores egne vante forestillinger om hvem der har ret i den globale diskussion.
Jeg vil her fremhæve fire forestillinger om helte og skurke, som ikke holder for en nærmere analyse, og som bør medføre at vi alle - også jeg og Mandag Morgen - gentænker debatten.

• Indonesien. Fattigt regnskovsland, som rammes af den globale opvarmning. Ja. Men også verdens tredjestørste udleder af CO2 som følge af skovrydning. En effektiv indsats må og skal forpligte Indonesien på at gøre andet og mere end at indtage offerrollen og modtage bistand.
• Industrien. Den klassiske skurk i miljøfortællingen. I dag er billedet vendt. Verdens førende virksomheder og brands skriver under på politiske manifester, som er nærmest revolutionære sammenlignet med hvad politikere kan blive enige om. Topcheferne nærmest tigger og beder om internationale reguleringer, afgifter, standarder. Tankevækkende. Kan industrien få en større og mere afgørende rolle i forhandlingerne? Det er trods alt den private sektor, der skal levere 85% af investeringerne.
• USA. Obama er tæt på at havne i Bushs' glansrolle som klimaskurk. Hans forhandlere kræver at bl.a. Kina, Indien og Brasilien pålægges forpligtelser i en aftale. Noget for noget. Dermed bryder USA et tabu, nemlig at rige lande kan tillade sig at stille krav til fattigere lande. Men det er jo korrekt, at fremover vil udviklingslandene står for langt størstedelen af udledningerne. I 2020 for mere end totredjedele. De må og skal forpligtes også.
• Danmark. Vi er vant til at se os selv som miljøhelte og klimafrontkæmpere, og vi kan og gør også meget rigtigt. Men vi hører til blandt de lande i verden, der udleder mest CO2 pr. capita, hvis vi følger FNs måde at opgøre udledningerne på. Hvis vi bruger de nye metoder, som indregner den CO2, som indgår i de produkter, som vi får lavet ude i Kina og andre steder, så ser billedet endnu  mere udfordrende ud. Så har vi ikke lavet afkobling mellem vækst og udledninger. Vi bør - og kan - levere mere. Evne forpligter, som bekendt.

Mandag aften gjorde jeg status over forhandlingerne i Deadline på DR2. Den korte version er, at forhandlingerne står i stampe og risikerer at gå helt i stå. Parterne udtrykker dog fortsat tillid til formandskabet. Som det fremgår af IISD Earth Negotiations Bulletin, det semi-officielle nyhedsorgan, der nøje følger COP'en dag for dag, så har Mexicanerne formået at lægge "spøgelset fra København" bag sig.

COP16 Dag 8: Pas på Avatar-romantikken

Hvis jeg var hos bookmakeren og skulle spille på udfaldet af Cancun, så ville jeg først og fremmest sætte mine sparepenge på skovene. Altså at der indgås en aftale om beskyttelse af verdens skove, stop for rydning af især regnskoven og fremme af bæredygtigt skovbrug. I det forkortelsesforelskede FN hedder sådan noget logisk nok REDD+ (!?), og det er formentlig det område, hvor forhandlerne er tættest på en aftale. Faktisk var man allerede ret tæt på i København sidste år, men som følge af det omsiggribende kaos faldt også det på gulvet - og nu forsøger man at samle stumperne op i Mexico. Og der er grund til at tro på at det lykkedes. Ved formandskabets status i weekenden var skov det område, der fik de pæneste ord med på vejen fra både i- og u-lande.
En REDD+-aftale rummer dog både muligheder og risici. Muligheden er indlysende: Verdens skove har pt lagret omkring 300 milliarder ton CO2 i stammer, grene, rødder og blade, hvilket svarer til 40 gange verdens årlige udledning og udgør derfor en vigtig ressource for os allesammen. Skovrydning udgør imidlertid et stort problem, især i de tropiske regnskove, hvor der forsvinder arealer svarende til en fodboldbane hvert sekund året rundt. Derfor udgør rydning af skov en sjettedel af CO2-problemet. Hvis det lykkes at slå politisk ring om skovene vil man således kunne gøre store fremskridt hurtigt. Det kræver ingen raffineret, ny teknologi. Da jeg var i Horisont på DR1 mandag aften så vi fremragende reportager fra Sumatra, hvor det fremgår, hvor store gevinsterne er: Udover klimaproblemet, så vil man beskytte vigtige naturområder, bevare biodiversitet, give lokale befolkninger et levebrød osv. Selvfølgelig er det ekstremt kompliceret at indføre f.eks. et kreditsystem, hvor skoven værdisættes efter dens CO2-optag - men alene signalet vil være positivt. Og her som i alle andre spørgsmål gælder at "money talks". Hvis man får værdisat regnskoven vil mange kræfter arbejde for at bevare den. Modsat nu, hvor vi så i Horisont at en familie kan tjene 4.000 kroner ved at sælge en stabel brædder.
Risikoen ved en skovaftale er politisk. Hvis det eneste, der besluttes i Cancun er REDD+, og verden ikke evner at aftale hvordan resten af problemet tackles meget hurtigt, herunder hvordan der sættes en pris på forurening og loft over udledningerne - ja, så vil de lande, der ikke ønsker for mange generende forpligtelser, ånde lettet op og kunne henvise verdenspressen til en romantisk udseende skovaftale, som NGO'erne ikke kan andet end elske. En slags virkelighedens udgave af øko-eposet "Avatar", der ender med en romantiseret regnskovsfred og violinbrus. Men verden vil, trods en skovaftale, fortsat slingre mod en eskalerende klimakrise. Men måske i al ubemærkethed. Som beskrevet her på bloggen for nogle dage siden, så må skovene altså ikke bruges til "bare" at skabe en hurtig succes i Cancun, selvom FN ved gud har brug for en sådan, men fastholdes som en bargaining chip i forhold til mere ambitiøse tiltag. De u-lande, der har store interesser i at tjene penge på REDD+ - f.eks. Indonesien og Brasilien - skal presses til som modydelse at acceptere f.eks. fremtidige krav om nationale CO2-lofter.
Det er en naturlov, at de politikere, der indgår en aftale, bagefter mener, at den repræsenterer et stort skridt frem for menneskeheden - ikke mindst når det handler om klima og miljø. Og sådan vil en skovaftale også blive udlagt i Cancun. Men så let må de ikke slippe. Det mindste en skovaftale må ledsages af er en forpligtende plan for hvad der skal besluttes i Johannesburg næste år. Hvis du har nerver til det, så læs Mandag Morgens tillæg i dag, hvor det på 32 sider udmales hvilke ulykker, der regner ned over os, hvis vi ikke træffer ambitiøse aftaler. Det er ikke for børn.
Bonusinfo: WikiLeaks/Klima-sagen ruller videre. I dag afsløres det, at USA brugte hårdt diplomati for at forhindre, at IPCC udnævnte en iransk forsker til en ærefuld post i klimapanelet. Det bliver spændende at se, hvad Guardian har gemt til de følgende dage.

COP16: Fra dommedag til visioner

TV-Avisen interviewede mig i fredags om "klima-kvalmen".

COP16: Status efter første uge

Se indslag i DR Update, hvor jeg vurderer situationen i Cancun.

COP16 Dag 7: Lex København

Steven Chu: "Tiden er ved at
løbe ud for USA".

COP16 er kommet helskindet igennem den første uge. Nu, hvor miljø- og klimaministrene overtager forhandlingerne, bliver det afgørende om de dybe konflikter om bl.a. Kyoto-protokollens fremtid ligesom sidste år vil afspore processen - eller om der er politisk vilje på begge sider til at søge et kompromis frem mod Johannesborg næste år. Som omtalt i går har Mexicos regering brugt weekenden til såkaldt "stocktaking" og søndag offentliggjorde COP-præsidenten, udenrigsminister Patricia Espinosa, som sidder i den stol, Connie Hedegaard havde sidste år, sin tale til det uformelle miljø- og klimaministermøde i weekenden.
Det er interessant læsning. For det første, så illustrerer talen med al tydelighed hvor stor en rolle traumerne fra København fortsat spiller. Talen er fyldt med forsikringer om at formandskabet ikke kører en proces ligesom den i København. Hun lover eksplicit, at der ikke afholdes uformelle møder, at der ikke forhandles parallelt og at politikerne ikke vil køre forhandlerne ud på et sidespor og at politikerne ikke vil skrive tekst selv, men forholde sig til de formelle forhandlingstekster. Hun nærmest bøjer sig i støvet for kritikerne af sidste års proces, og går f.eks. så langt som til at sige, at der ved ministermiddagen lørdag aften ikke blev uddelt papirer, men blot snakket....
For det andet slår Espinosa fast, at forhandlingerne fortsat kører i to spor, et om Kyoto-protokollen (KP) og et om en langsigtet aftale for alle lande, også dem, der står udenfor Kyoto (LCA). Dermed forsikrer formandskabet parterne om, at Kyoto 2 fortsat er på bordet, trods meget kontante udmeldinger i den første uge fra USA og især Japan, der blankt afviste en ny Kyoto-periode. Formandskabets melding er ikke overraskende, eftersom en fravigelse fra KP-sporet øjeblikkeligt ville medføre udvandring af  stort set alle udviklingslandene, men det viser også at forhandlingerne fortsat sidder i den samme gabestok som siden 1997, hvor Kyoto-protokollen blev vedtaget. Og dermed er det fortsat svært at se de kompromisser, der er nødvendige for at opnå en ny, global klimaaftale, såvel i Cancun som i Johannesburg.
Men løsningerne kommer måske også fra helt nye og anderledes kanter. For et par dage siden skrev jeg om Steven Chu, den amerikanske enrgiminister og nobelpristager, som op til Cancun kaldte den situation, USA står i pt, for et "Sputnik-øjeblik". Altså en sammenligning med dengang USA stod overfor et stærkt Rusland, som sendte den første mand ud i rummet, hvilket affødte det berømte Apollo-program og Kennedys ord om at "...First, I believe that this nation should commit itself to achieving the goal, before this decade is out, of landing a man on the moon and returning him safely to the earth". I mellemtiden har jeg fundet Chus hjemmestrikkede, men underholdende powerpoint-præsentation, som han faktisk aldrig fik brugt, da han holdt sin Sputnik-tale for nogle uger siden (National Press Club bruger ikke powerpoints), men som han har gjort tilgængelig på nettet. De er interessante at bladre i, ikke mindst fordi de udmaler den udfordring, som Kina i øjeblikket stiller USA overfor i det grønne "rumkapløb". Og som i sidste ende kan blive det vindende argument for at bringe USA på ambitiøs grøn kurs. Udsigten til at Kina og EU rykker, mens USA står tilbage på sidelinien kan potentielt få en række konservative kræfter i USA til at skifte mening. Amerikanerne bryder sig ikke om at blive løbet over ende. Og det bliver de, siger Chu uden omsvøb, hvis ikke de handler nu. Hans powerpoints oplister alle de områder, hvor Kina har overhalet USA: Clean tech investeringer, omfanget af vedvarende energi, udbygning af a-kraft, højhastighedstog, supercomputere, eksport af højteknologi osv osv. Og han udfordrer sine landsmænd: "America still has the opportunity to lead the world in a new industrial revolution and secure our future prosperity, but time is running out".

COP16 Dag 6: Fra København til Cancun - same, same but different

FNs klimachef Christina Figueres i Cancun.

Hvis man sammenligner tempoet og temperaturen i forhandlingerne i Cancun med sidste år i København, så er der indtil videre forbavsende mange ligheder. Men heldigvis også forskelle.
Weekenden midtvejs i COP'en er traditionelt der, hvor formandskabet og UNFCCC laver "stocktaking", dvs vurderer fremskridt i den første uge, hvor embedsmændene har forhandlet i diverse arbejdsgrupper, og lægger tekst frem til de klima-, miljø- og energiministre, der ankommer i disse timer for at overtage forhandlingerne. Vi har endnu ikke set teksten, men jeg ser på reaktionerne mandag. Søndag er officielt "hviledag" i forhandlingerne. Formandskabet og UNFCCC bruger den til at foretage intense konsultationer og bilaterals med nøglespillerne for at få tingene til at glide i den anden uge.
Ligheder mellem COP15 og COP16:
Også i år er Kyoto-spørgsmålet det dominerende - og det, der får nerverne på højkant. På den ene side, så har Japan og USA meldt officielt ud, at de ikke skriver under på en Kyoto 2 eller noget, der ligner. På den anden side har en række udviklingslande, anført af den latinamerikanske ALBA-gruppe, varslet at de udvandrer, hvis ikke Kyoto 2 indgår i de tekster, der fremlægges i weekenden. Man får deja vu til sidste år, hvor de samme trusler hang over Bella Center. "Den danske tekst" blev fejlagtigt set som de rige landes forsøg på at slå Kyoto ihjel. Men "Den danske tekst" var - som dokumenteret i "Kampen om klimaet" - kun en halv tekst, den ægte danske tekst adresserede også Kyoto. At Kyoto spiller så stor en rolle er klart. Det er det eneste de fattige lande "har" på de rige lande, altså en juridisk forpligtende aftale om at de går forrest med CO2-reduktioner. På den anden side, så dækker Kyoto kun ca. en fjerdedel af verdens udledninger, fordi USA og de store udviklingsøkonomier ikke er med. Ordet "balance" indgår derfor igen og igen i diskussionerne. Cancun skal levere en "balanceret pakke", hvilket er diplomat-kode for en pakke, der tilgodeser begge synspunkter. En nærmest uløselig opgave. Ligesom i København er det svært at se, at der i Cancun skal komme det gennembrud, der gør at spørgsmålet bliver afklaret. En proces-beslutning om, at det ordnes i Johannesburg næste år er meget mere sandsynligt. Med mindre Kyoto-balancen knækker, og der sker et reelt sammebrud i Cancun. Men ligesom i København står fattige og rige lande stejlt overfor hinanden.
Andre ligheder:

• Kina taler med to tunger - signalerer åbenhed om CO2-inspektioner og kompromiser, men afviser at gå med i en aftale, der ikke forpligter USA til at gå forrest.
• USA er meget direkte. Nej til Kyoto. Stiller krav til bl.a. Kina og Indien. Spørgsmålet er om de i år aktivt lægger forslag frem. Det gjorde de ikke sidste år, hvor de roligt afventede at Danmark lagde det frem, de ønskede.
• Løbende meldinger om fremskridt på delområder, f.eks. skov og teknologioverførsel - hvilket ikke i det store billede er helt så afgørende.
• EU er indtil nu relativt anonym. Det lykkedes ikke sidste år at opnå enighed undervejs om at gå betingelsesløst efter en 30%s reduktion og dermed presse processen. Det sker heller ikke i år - hvor det ikke engang er på tapetet, selvom bl.a. Danmark og England er for. EU ser ud til at spille en tilbagetrukket rolle - igen.
• Processen er i risiko for at sande til. Det bliver afgørende at se, hvordan weekendens uformelle massage går. Sidste år var det der, processen gik i stå og panikken begyndte.

Forskelle mellem COP15 og COP16:
Der er en verden til forskel på rammerne - antal deltagere, presse, statsoverhoveder osv. Men derudover, så er forhandlingsdramatikken også markant mindre. Selv ikke WikiLeaks-dokumenterne har afstedkommet større postyr. Endnu. De cirkulerer overalt i blogosfæren, men få større medier har dækket dem. Dog har aviser i både Pakistan og Indien noteret sig deres eksistens.

• Vigtigste forskel er formentlig, at formandskabet indtil videre er kommet helskindet igennem den første uge. Sidste år gav "Den danske tekst" en række højtråbende lande ("spoiler-landene", kalder de vestlige delegationer dem) et påskud for at torpedere formandskabet og især den danske statsminister. Og i realiteten tabte Danmark tilliden i månederne op til COP'en pga den kontroversielle forhandlingsstrategi og den interne splittelse, som gjorde det nemt at angribe. Mexico har - som udviklingsland - alt andet lige et bedre udgangspunkt og Mexicos præsident Calderon har indtil nu en profil i verdenspressen som en engageret og tillidsvækkende figur, der kæmper for klimaet. Om det fører til resultater med en "blød" profil er en anden sag. Vi får se. Ligesom vi får se, hvordan han klarer jobbet som mødeleder i den anden uge, hvor Lars Løkke Rasmussen kom på en hård og utaknemmelig opgave.
• FNs klimachef, Christina Figueres, ser ud til at have et tæt samarbejde med Calderon, i skarp kontrast til sidste år, hvor der var iskold luft mellem Lars Løkke Rasmussen og Yvo de Boer.

Det bliver uhyre interessant at følge de næste 48 timer. Det er her, vi for alvor vil se, om Cancun er på vej ned ad den samme rute som København - eller om forhandlerne og politikerne formår at slå ind på en mere konstruktiv vej. Eet afgørende element bliver om de store udviklingsøkonomier igen i år rotter sig sammen mod enhver form for aftale, der kan ramme dem i fremtiden, som de gjorde under radaren sidste år. Vil Kina udvise reel vilje til kompromis - eller styre processen mod ingenting gennem andre lande? Vil WikiLeaks-dokumenterne blive brugt som påskud for rituelle "oprør" mod de rige lande? Vil Saudi Arabien, Bolivia eller Venezuela udvandre og blokere? Stay tuned.

COP16 Dag 5: Med WikiLeaks bagom Copenhagen Accord

Opsigtsvækkende dokumenter fra WikiLeaks skabte fredag aften og i dag lørdag postyr i de globale klimaforhandlinger og i Cancun. Delegationerne i Mexico kunne med tilbageholdt åndedræt læse i The Guardian en række fortrolige indberetninger og instrukser, afsendt til og fra USAs administration og USAs ambassader rundt omkring i verden før og efter sidste års klimatopmøde i København. Særligt nærlæst er dokumenterne blevet af dem, der optræder i dem: Bl.a. USAs chefforhandler Jonathan Pershing, Obamas øverste rådgiver Todd Stern, EU-kommissær Connie Hedegaard, EU præsident Herman Van Rompuy, Etiopiens præsident Meles Zenawi og en række diplomater fra udviklingslandene, Holland og Danmark.
Set med danske øjne er det mest interessante ved lækagen, at den udstiller hvordan især USA via deres ambassader efter COP15 lagde betydeligt pres på landene for at få dem til at "associere" sig med Copenhagen Accord, som blev vedtaget på COP15. Amerikanerne har hele vejen igennem været blandt de stærkeste tilhængere af Accorden, som ikke indeholder juridisk forpligtende reduktionsmål for rige lande som Kyoto-protokollen gør det. I Cancun har Pershing som en af de eneste gjort sig til fortaler for, at Accorden skal erstatte tidligere aftaler. Dokumenterne udstiller hvordan løfter om klimabistand spiller en stor rolle i bilaterale forhandlinger med udviklingslandene. Det er næppe nogen overraskelse - men det er på den anden side uhyre sensitivt midt i en afgørende forhandlingsrunde, hvor alle midler tages i brug.
Amerikanerne gjorde tilsyneladende en større diplomatisk offensiv ovenpå COP15 for at lande frivilligt skulle  "associere" sig med Accorden, som blev stærkt kritiseret fra mange sider. Antallet af lande, der associerede sig, var afgørende for, at bl.a. den danske regering og USA i månederne efter COP15 kunne italesætte Accorden som en succes. I dag har 140 lande, der dækker over 80% af verdens CO2-emissioner, associeret sig.
Et eksempel på hvordan landene blev overtalt stammer fra 31. januar 2010, hvor USAs ambassadør i Etiopien mødes med præsident Meles. På mødet siger Otero, refereres det, at hun "opfordrede Meles til at underskrive the Copenhagen Accord om klimaændringer og forklarede at det var en betingelse (point of departure) for videre diskussioner og fremskridt om emnet". Meles ønskede på mødet vished om finansiel støtte fra USA.
En anden indberetning er fra 23. februar 2010, hvor Maldivernes ambassadør i USA, Abdul Ghafoor Mohamed, siger til Jonathan Pershing, at hans land ønsker "konkret assistance", hvilket ville få andre lande til at indse "fordelen ved at tilslutte sig". "Ghafoor refererede til flere projekter, der koster ca. 50 mio dollars. Pershing opmuntrede ham til at komme med konkrete eksempler og udgifter for at øge chancen for bilateral assistance", hedder det i indberetningen.
Dokumenterne understøtter i høj grad det billede af klimaforhandlingerne, som bl.a. jeg videregiver i "Kampen om klimaet". Dels Danmarks og USAs tætte parløb, dels EUs skuffende lave profil under COP15 og endelig at Copenhagen Accord blev anset for en fiasko i brede og vigtige kredse.
I WikiLeaks-dokumenterne optræder et underholdende referat fra et møde EUs nytiltrådte præsident, Herman Van Rompuy, som i meget lidt diplomatisk sprog kalder COP15 for "en skrækfilm" og forudser "katastrofer" i Cancun. Han beskriver EU som "ophidset og frustreret" over COP15 og er "lykkelig for", at han ikke deltog i mødet.
Også Connie Hedegaard kommer i ilden i WikiLeaks. Et dokument refererer, at hun på et møde den 17. februar siger til USAs sikkerhedsrådgiver, at "hun håbede at USA havde noteret sig, at EU havde nedtonet dets kritik af USA for at være konstruktiv". Men dokumenterne viser også, at EU-kommissæren går til amerikanerne og bl.a. presser dem for at levere finansiering til de fattige lande i form af konkrete midler og ikke lån.
I Cancun har lækagerne ikke afstedkommet det store postyr endnu, oplyser kilder. Dokumenterne udstiller et diplomatisk sprog og spil, som de fleste forhandlere ikke er overrasket over - men som naturligvis er farligt at have ude i det offentlige rum. Som f.eks. den danske ambassadør i Bolivia, Morten Elkjær, der fortæller en amerikansk kollega at den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen "tilbragte en meget ubehagelig halv time med Morales" (Bolivias kontroversielle præsident Evo Morales) under COP15, hvor Morales takkede for den lovede klimabistand, men ikke ønskede at gå ind i forhandlinger.
Spørgsmålet er om dokumenterne, ligesom The Guardians offentliggørelse af "den danske tekst" sidste år, vil blive brugt af nogle lande som påskud for at skabe uro i forhandlingerne. Følg med her på bloggen.

Breaking news: COP16 Dag 5: WikiLeaks afslører bagsiden af klimaforhandlingerne

Så har WikiLeaks-dokumenterne også ramt klimaforhandlingerne. En række fortrolige dokumenter fra amerikanske kilder viser tilsyneladende hvordan USA og andre vestlige lande sammenkæder støtte til Copenhagen Accord med løfter om bistand. Dokumenterne handler i høj grad om COP15 og Copenhagen Accord og nævner flere gange bl.a. Connie Hedegaard, Jonathan Pershing, Todd Stern og bl.a. også en dansk diplomat. At der foregår et diplomatisk noget-for-noget-spil i kulissen er nok ikke overraskende for nogen, men diplomaternes indberetninger foregår også her i et meget direkte sprog. Det kan opfattes som pression fra rige lande mod fattige lande. Jeg kigger nærmere på sagen og vender tilbage senere i dag med en uddybende blog om WikiLeaks-historien. Een ting er sikker: Hvis Cancun savnede mediedækninge her i den normalt sløve første uge - så har de fået det nu!

COP16 Dag 4: Hvem fører an - Walmart eller FN?

Sidste år ved denne tid sad jeg og forberedte mig på et klimatopmøde, som jeg grundlæggende troede på. Truslen er så markant, at man dårligt kunne forestille sig at 2-3 års forberedelser endte med – ingenting. Over 100 statsledere havde meldt deres ankomst til København, og det gør statsledere ikke, hvis de ikke tror på et positivt udfald. Men FN leverede ikke varen. Jeg følte mig nærmest svigtet og det samme gjorde en lang række interessenter verden over, ikke mindst de erhvervsledere, der overraskende ivrigt havde kastet sig ind i en nærmest aktivistisk kampagne. Og det er derfor indlysende, at nu, hvor forhandlerne i Cancun har kastet sig over de mange møder med mærkelige forkortelser - AWG, KP, LCA – så breder nervøsiteten sig overfor FN-processen. Ikke mindst, når det allerede i de første dage lyder fra Japan (se video) og USA, at de under ingen omstændigheder skriver under på en opfølger til Kyoto-aftalen, og de fattige lande mindst lige så hidsigt insisterer på, at Kyoto er altafgørende. Man forstår godt begge parter - men håber så inderligt, at politik også her handler om at søge fælles løsninger på fælles problemer gennem kompromiser. Spørgsmålet er derfor indlysende: Hvis nu Cancun-mødet ikke kan levere et resultat, der kickstarter kampen mod global opvarmning - hvem gør så? Spørgsmålet er korrekt stillet. Det er bekymrende, at den institution, vi har sat til at løse verdens største problem, tilsyneladende er inkompetent. Men der er heldigvis håb derude, hvis man løfter blikket og kigger andre steder hen end Cancun. Der sker markante klimatilatg fuldstændig uanset fremskridt eller tilbageskridt i FN. Enkeltlande, f.eks. Sydkorea, delstater, f.eks. Colorado i USA, og verdens storbyer, f.eks. Stockholm, Singapore og vores egen København, er i fuld gang med at investere for at skabe grøn vækst. Det samme er tilfældet i erhvervslivet, hvor verdens største virksomheder målrettet går efter at komme først med de smarte løsninger. Som Mandag Morgen dokumenterede i "Det Grønne Vækstkapløb" tidligere i år, så vokser cleantech markederne nærmest eksplosivt og det er selvfølgelig voldsomt attraktivt at kunne cashe ind på det. F.eks. bliver 2010 formentlig det andet år i verdenshistorien, hvor investeringerne i vedvarende energi overstiger investeringerne i fossil energi, ifølge James Kanter, den ansete klimajournalist på New York Times. "Det Grønne Vækstkapløb" viser med andre ord, at jagten på den grønne vækst repræsenterer en måske mere positiv og og dermed dynamisk drivkraft end en politisk proces med kedelige juridisk forpligtende aftaler og indblanding i interne forhold. Bliver FN så overflødig. Nej, men FN mister rollen som det organ, der driver processen fremad og reduceres til et forum, hvor landene opsamler den politiske vilje, som manifesterer sig andetsteds. Det handler jo om, hvad der virker. Og måske kan f.eks. verdens erhvervsledere rykke helt anderledes effektivt end klimaforhandlere. Tag f.eks. den amerikanske supermarkedsgigant Walmart. Sidste år skrev Walmart til 10.000 leverandører, at de fremover vil dokumentere deres carbon footprint og at de derfor høfligt gerne ville udbede sig deres leverandørers data. Det sendte chokbølger igennem det globale erhvervsliv, fordi vi her for første gang for alvor så en globalt gigant kræve CO2-tiltag og fordi alle virksomheder i verden gerne vil levere til Walmart. Et andet eksempel er Unilever, den schweiziske fødevarevirksomhed, som for et par måneder siden lancerede en sustainability strategi, der lagde op til barske CO2-reduktioner hele vejen gennem værdikæden. Hvis disse to eksempler udgør første bølge af en megatrend, ja så er der måske grund til at være mere optimistisk end COP16 umiddelbart gør én.

COP16 Dag 3: I Beckenbauers ånd

Som jeg skrev i går, så må og skal Cancun levere noget, der udlægges i verdenspressen og offentligheden som bare en lille succes. Ellers slukker og lukker sidste mand i plenarsalen, og FN-processen er de facto imploderet. Jeg blev derfor overrasket - og klogere - da jeg i går talte med et medlem af den danske delegation. Jeg stillede ham sportsspørgsmålet, nemlig hvad Lykke Friis' tropper troede og håbede på her inden bolden blev givet op - og hans svar var, at de håbede på beslutninger, der peger frem mod reelle reduktioner i de globale udledninger - og ikke nødvendigvis en "hurtig sejr" i form af nogle salgbare, mindre succeser. Hvis delegationen vurderer, at de små succeser ikke reelt betyder noget i det store billede, så går man hellere efter en proces-beslutning, som peger frem mod mere markante tiltag f.eks. i 2012. Et modigt standpunkt, må man sige – og vel sagtens det, man kan læse mellem linierne i Lykke Friis kronik i Information i går. Enhver spindoktor vil rulle med øjnene, fordi medierne pr definition hader "procesbeslutninger". Men strategien er værd at lytte til. Alle taler om at en beslutning om skovbeskyttelse og måske de såkaldte ”fast track money” i 2010-2012 vil være et tåleligt resultat. Men er det det? I betragtning af at verden har kurs mod 3-4-5 graders stigning i den globale gennemsnitstemperatur, hvilket ifølge stribevis af videnskabelige rapporter stort set vil destabilisere vores civilisation, så er det måske i virkeligheden grundlæggende fornuftigt at feje alt andet end markante, hurtige og forpligtende reduktionstiltag af bordet. Også selvom det tager tid og kræver noget så kedeligt som procesbeslutninger. Skovbeskyttelse er væsentligt – men kan dybest set godt håndteres ad andre kanaler end COP’en og det arbejde er allerede i gang rundt omkring i verden. Og at udråbe det til en succes, at man bliver enige om hvordan de penge, der blev lovet sidste år, rent faktisk bliver udløst – det er vel også en smule kækt. Lykke Friis og hendes hold lægger med andre ord op til angrebsfodbold som i de gode gamle Bayern München-dage med Beckenbauer som libero og Müller og Breitner oppe foran - og der er al mulig grund til at ønske dem held og lykke. Vi kunne alle sammen godt bruge noget storspil på klimabanen.

P1 Morgen: COP15 revisited

Hør indslaget i P1 Morgen i anledning af åbningen af COP16.

Donnerwetter! Nu på tysk

Også i Tyskland  har de traumatiske minder om COP15. Hør Deutschlandfunks indslag om "Kampen om klimaet".