COP16 Dag 9: Farvel til Spøgelset fra København

Obama: Klimaskurk eller helt?

Hvem er skurkene og hvem er heltene? Sådan lød et af de mest interessante emner, da jeg i dag deltog i en times radiodebat i P1s Horisont, venligt, men bestemt styret af studievært Charlotte Harder. Gitte Seeberg fra WWF, Dan Jørgensen fra Europaparlamentet og jeg dækkede en række emner, men når jeg her fokuserer på skurke og helte, så er det fordi at Gitte, Dan og jeg hurtigt kan blive enige om hvem det er. Og det er et problem.
Jeg tror, at vi skal udfordre vores forestillinger om good guys og bad guys for at komme ud af stedet. Hvis vi blot konstaterer at USA eller Saudi Arabien er skurken og de fattige lande heltene, så kan det godt være det er tæt på sandheden - men det er jo ikke sikkert, at det den eneste sandhed. Det kan også være, at vi lader diskussionen sande til i stereotyper. På alt for mange måder så er der deja vu over de mange diskussioner, jeg i disse dage deltager i. Det er de samme ord, forestillinger og problemer som sidste år - og det nytter ligesom ikke noget. Vi har ikke flyttet noget hidtil, så der skal nye vinkler, nye pespektiver på. Vi må træde ud af de vante riller, og de indebærer også at vi må stressteste vores egne vante forestillinger om hvem der har ret i den globale diskussion.
Jeg vil her fremhæve fire forestillinger om helte og skurke, som ikke holder for en nærmere analyse, og som bør medføre at vi alle - også jeg og Mandag Morgen - gentænker debatten.

• Indonesien. Fattigt regnskovsland, som rammes af den globale opvarmning. Ja. Men også verdens tredjestørste udleder af CO2 som følge af skovrydning. En effektiv indsats må og skal forpligte Indonesien på at gøre andet og mere end at indtage offerrollen og modtage bistand.
• Industrien. Den klassiske skurk i miljøfortællingen. I dag er billedet vendt. Verdens førende virksomheder og brands skriver under på politiske manifester, som er nærmest revolutionære sammenlignet med hvad politikere kan blive enige om. Topcheferne nærmest tigger og beder om internationale reguleringer, afgifter, standarder. Tankevækkende. Kan industrien få en større og mere afgørende rolle i forhandlingerne? Det er trods alt den private sektor, der skal levere 85% af investeringerne.
• USA. Obama er tæt på at havne i Bushs' glansrolle som klimaskurk. Hans forhandlere kræver at bl.a. Kina, Indien og Brasilien pålægges forpligtelser i en aftale. Noget for noget. Dermed bryder USA et tabu, nemlig at rige lande kan tillade sig at stille krav til fattigere lande. Men det er jo korrekt, at fremover vil udviklingslandene står for langt størstedelen af udledningerne. I 2020 for mere end totredjedele. De må og skal forpligtes også.
• Danmark. Vi er vant til at se os selv som miljøhelte og klimafrontkæmpere, og vi kan og gør også meget rigtigt. Men vi hører til blandt de lande i verden, der udleder mest CO2 pr. capita, hvis vi følger FNs måde at opgøre udledningerne på. Hvis vi bruger de nye metoder, som indregner den CO2, som indgår i de produkter, som vi får lavet ude i Kina og andre steder, så ser billedet endnu  mere udfordrende ud. Så har vi ikke lavet afkobling mellem vækst og udledninger. Vi bør - og kan - levere mere. Evne forpligter, som bekendt.

Mandag aften gjorde jeg status over forhandlingerne i Deadline på DR2. Den korte version er, at forhandlingerne står i stampe og risikerer at gå helt i stå. Parterne udtrykker dog fortsat tillid til formandskabet. Som det fremgår af IISD Earth Negotiations Bulletin, det semi-officielle nyhedsorgan, der nøje følger COP'en dag for dag, så har Mexicanerne formået at lægge "spøgelset fra København" bag sig.