COP16 Dag 10: Det er ikke ovre før den fede dame har sunget

Mexicos præsident, Calderon, har indtil videre
gjort en god figur ved COP16.

Med 36 timer tilbage af COP16 samler interessen sig om den rituelle pas de deux som klimasupermagterne USA og Kina udfører på Moon Palace Hotel i Cancun. Begge lande signalerer overfor medierne gryende kompromisvilje. Kina er – i hvert fald når chefforhandler Xie Zhenhua taler – villige til at diskutere hvordan der kan gennemføres international kontrol med Kinas CO2-regnskab (et nyt forslag fra Indien om hvordan kontrollen kan udføres samlede stor opbakning i løbet af onsdagen). USA afviser ikke blankt, ligesom Japan, at diskutere i det mindste en løsning på spørgsmålet om en forlængelse af Kyoto. "Jeg tror der er mulighed for en aftale", sagde den ellers meget afmålte Todd Stern, USAs forhandlingsleder. I medierne udlægges signalerne skiftevis som ”gennembrud” og som spil for galleriet. Sidste år var det spil for galleriet for begges vedkommende. Man kan håbe, at det er anderledes i år.
Formandskabet fremlagde nye tekster onsdag og reaktionerne var generelt positive. Der tegner sig et billede af en mulige "pakke", der kan besluttes fredag. Den indeholder aftaler omkring skovbeskyttelse, teknologisamarbejde, kontrol med CO2-regnskaber og finansiering. Det store spørgsmål er, om det er muligt at indføje tekst, der adresserer the elephant in the room: Kyoto-protokollens forlængelse/afløser.
På dette tidspunkt sidste år - næstsidste forhandlingsdag - sejlede COP'en på randen af et nervøst sammenbrud. Danmark havde som formandskab tabt tilliden hos parterne, den danske køreplan var kollapset og vi kunne end ikke få etableret en friends of the chair, der kunne hjælpe os igennem stormen. Den proces, der skulle skabe ideelle forhold for f.eks. forbrødring mellem supermagterne, var kaos. Det modsatte er tilfældet i Cancun - og vi ser her hvor vigtig en rolle formandskabets facilitering af processen spiller. Mexicanerne får ros fra alle sider for deres lederskab. De kører tæt parløb med UNFCCCs chef Christina Figueres. De har sat udvalgte parter i arbejde frem mod løsningerne. F.eks. har de sammensat nogle små task forces bestående af en minister fra et u-land og en minister fra et i-land, som har fået hver sin knude, de skal løse på vegne af formandskabet. Englands klimaminister Chris Huhne skal f.eks. sammen med sin brasilianske kollega forsøge at løse den store, gordiske knude, nemlig spørgsmålet om Kyotos forlængelse. Andre ministerteams har fået til opgave at løse problemer omkring finansiering, teknologisamarbejde osv.
Indiens miljøminster Ramesh markerede dog i går på en pressekonference en ny såkaldt red line, dvs et krav, der ikke er til forhandling, og som dermed udgør en hurdle frem mod fredagens afslutningsplenar. Nemlig udbetalingen af de såkaldte "fast money" som blev aftalt i København. De skulle rulle til de mest udsatte lande i 2010-2012, 10 milliarder dollars årligt, målrettet bl.a. tilpasningsprojekter. Ramesh insisterer på, at pengene udløses og refererer til de sidste timers desperate forhandlinger i København, hvor Obama, ifølge Ramesh, sagde til Indien, Kina, Brasilien og Sydafrika at hvis de var åbne for kontrol med CO2-regnskaber, så indgik de hurtige penge i aftalen.
Som før nævnt her på bloggen, så er det begrænset hvor mange af pengene der rent faktisk er kommet ud at arbejde i de forløbne 12 måneder. Mange af dem er ikke udløst endnu, det diskuteres fortsat om de kan udgøres afnogle af dem kan være lån osv. Faktum er, at dette skaber dybe kløfter mellem rig og fattig, eftersom det bekræfter de fattige lande i at de rige lande ikke er til at stole på. Det helt paradoksale er, at WikiLeaks-dokumenterne forleden viste, hvordan USA netop bruger disse midler til at fremme opbakning til Københavneraftalen overfor de fattige lande, bl.a. Etiopien og Maldiverne.
I går gik Danmark foran med et godt eksempel og indgik aftale med sammenslutningen af de små ø-stater og Verdensbanken om udbetaling af 80 millioner ”hurtige” kroner. Et godt skridt, som dog er en – undskyld udtrykket - dråbe i havet.
WikiLeaks-dokumenterne fik også i går USAs forhandlingsleder Todd Stern til at fare i flint. På baggrund af afsløringerne forleden blev USA af bl.a. Bolivia beskyldt for at bruge klimabistand til "afpresning" af fattige lande. Stern refererede vredt til en omdiskuteret episode sidste år i København, hvor Norges chefforhandler overfor Sudans og G77s chefforhandler Lumumba i utvetydige vendinger sagde, at han aldrig ville kunne sælge en aftale til det norske folk, hvis den indebar at Norge gav milliarder i bistand og samtidig blev beskyldt for bestikkelse. I går sagde Stern således: "Vi kan eliminere enhver anklage om bestikkelse ved at eliminere pengene". Så enkelt og brutalt kan det siges.
Men alt i alt er rapporterne fra Cancun torsdag morgen afdæmpet optimistiske. Hvorvidt mexikanernes pragmatiske linie som formandskab leverer konkrete resultater er ikke til at vide. Som altid handler det i sidste ende om politisk vilje. Vi får at se i dag og i morgen om den er tilstede i Moon Palace Hotel. It ain't over before the fat lady sings, som amerikanerne siger.