Køb bogen her. Følg mig på Twitter og LinkedIn. Kontakt og foredrag: pm@mm.dk.

tirsdag den 30. november 2010

COP16 Dag 2: USAs Sputnik-øjeblik

To amerikanske topfigurer erobrede dagsordenen i Cancun på mødets første dag med meget klare og tankevækkende udmeldinger. Obamas chefforhandler Jonathan Pershing holdt i går et nærmest kærligt fælles pressemøde med hans kinesiske kollega Su Wei, som gav masser af positive omtale, men mandag sagde han med vanlig bryskhed at USA ikke kan acceptere en aftale, som indebærer at USA skal levere finansiering og CO2-reduktioner, hvis ikke også de store udviklingslande (læs: Kina) skal op med den politiske tegnebog. I USA blev det for nylig i visse medier tolket som at USA truer med at forlade COP-forhandlingerne, hvilket vil være det samme som at aflive dem. Blandt andet Financial Times har en glimrende, kort opridsning af situationen. Helt så dramatisk som en walk-out bliver det næppe med en Obama ved roret, men Pershing peger – ligesom sidste år – på at fremtidens udledninger af CO2 først og fremmest vil finde sted i Kina, Indien, Brasilien, Mexico, Indonesien osv., og at USA måske nok er villige til at gå forrest, men at de konkurrerende økonomier også skal pålægges forpligtelser meget snart. Dels CO2-mål, dels krav om kontrol med CO2-data. Iagttagere i Washington supplerer med at konstatere, at med USA's nye klimakritiske kongres, så er det ikke en sællert at komme hjem med en aftale, hvor USA pålægges byrder, mens Kina slipper.
Måske endnu mere interessant var energiminister Steven Chus udtalelser om at USA står i "et Sputnik-øjeblik". Chu, der talte i Washington, hentyder elegant til rumkapløbets start i midten af det forrige århundrede, hvor russerne var først ude af affyringsrampen. Nu står USA i en situation, hvor Kina mere og mere ligner en supermagt, der kommer først med at udvikle de nye teknologier, der skal løse klimakrisen. Vil USA følge trop og overhale kineserne, ligesom de i sin tid vandt rumkapløbet gennem en massiv national satsning? Fakta er at Kina investerer mere end USA i grøn teknologi, at de indtager det ene verdensmarked efter det andet (vind, sol, batterier osv) og at de er aggressivt ambitiøse. Søsætter USA sit næste Apollo-projekt? Eller overlader de førerpositionen til det 21. århundredes supermagt?
Cancun er skudt i gang. Med mere dramatik og dynamik end ventet? De kommende dage bliver det interessant at lytte efter Kinas modsvar til Pershing. Op til Cancun talte den klippeagtige chefforhandler Xie Zhenhua med to tunger. Dels markerede han, at Kina under ingen omstændigheder agerer før de rige lande (læs: USA) har leveret markante løfter. Dels sagde han forleden i China Daily , at kineserne vil køre alt for at nå et resultat, inklusive at lade sine CO2-udledninger kontrollere.
Fronterne og retorikken er trukket skarpt op - og det er måske det, der skal til, for at Cancun bringer reelle fremskridt.

BBC: What happened at Copenhagen?

Medier over hele verden opruller i disse dage anekdoterne og de dramatiske minder om Københavnertopmødet. Jeg er bl.a. blevet interviewet til BBC Radio 4, Aljazeera, Sveriges TV, NRK, Canadisk radio og Deutschlandfunk (Tysklands P1). BBCs 30 minutter lange montage er værd at lytte til (kun tilgængelige i denne uge), med britiske kynisme og coolness oprulles begivenhederne i "snowy Copenhagen". Roger Harrabin har bl.a. interviewet Jonathan Pershing, USAs chefforhandler, Yvo de Boer, Ian Fry fra Tuvalus delegation og Michael Jacobs, Gordon Browns rådgiver.

mandag den 29. november 2010

COP16 Dag 1: Kravet er en "lille succes"

Lykke Friis, som for et par dage siden på Facebook fortalte at hun havde tabt stemmen (problematisk lidelse for en politiker) nåede lige akkurart at få mælet tilbage inden hun i dag overleverede et noget forpjusket formandskab for COP'en til de mexikanske værter. Dag 1 af COP16 forløb med det sædvanlige bulder og brag fra veltimede videnskabelige rapporter, der dokumenterer omfanget af klimakrisen. F.eks. det engelske Tyndall Centre for Climate Change Researchs rapport, der viser at op til en milliarder mennesker risikerer at miste deres hjem indenfor 90 år, hvis CO2-udledningen ikke bremses. Sammen med de foreløbig 3-4 rapporter, der siden København har vist, at verden har kurs mod en global, økologisk katastrofe, står den i skærende kontrast til forventningerne af de politiske forhandlinger. Ingen - heller ikke den danske delegation - tror på andet end "en pakke" af mindre aftaler omkring f.eks. skovbeskyttelse, overvågning af CO2-data og finansiering. Men som altid er der stor nervøsitet at spore, fortæller kilder i Cancun (og logistikken driller allerede med lange køer og trafikpropper).  Uanset hvad, så er kravet udefra, at COP16 leverer bare et-eller-andet, der kan beskrives som en lille succes. Ellers vil mange - erhvervslivet, eksperter, medierne - slå fast, at FN-processen endegyldigt har overflødiggjort sig selv. "FN-processen er ved at blive mere og mere irrelevant", advarede Papua New Guineas chefforhandler Kevin Conrad således i dag - en udmelding, som måske ikke behager alle diplomaterne i Cancun, men som i det mindste sætter tingene befriende på spidsen - i skarp kontrast til de mange floromvundne taler om "globalt ansvar", som dagen i øvrigt var fyldt med og som lyder underligt velkendte for alle, der fulgte Københavnermødet tæt. Mande har ret: Det handler om relevans. Eller irrelevans. Det har taget det meste af 2010 at genopbygge tilliden efter fuseren i København, og det har været begrænset med fremskridtene (og hvis du har glemt, hvad der gik galt i København, så kan du genlæse min 25-siders artikel i Danish Foreign Policy Yearbook 2010, som opsummerer de væsentligste dramaer i Bella Centeret sidste år).
Også i år vil jeg dagligt blogge om frem- eller tilbageskridt på COP'en. Følg med her og på Mandag Morgens site mm.dk.

What REALLY happened in Copenhagen?

As COP16 kicks off, there is good reason to look back at Copenhagen and ask what all of us can learn from the dramatic summit in the Bella Center in December 2009. Read a 25-page article here, summarizing the main difficulties parties faced last year. Difficulties that will hopefully be overcome this year in Cancun. The article is peer-reviwed and published in the respected Danish Foreing Policy Yearbook 2010.

lørdag den 27. november 2010

Dagen før COP16: Klimakatastrofen er rykket nærmere

På mandag den 29. november starter COP16 og selvom alle flammetalerne er forsvundet, så er det sådan set et endnu vigtigere møde end sidste år i København, der ofte blev beskrevet som "det vigtigste internationale politiske møde siden Anden Verdenskrig". De nødvendige tiltag mod global opvarmning er igen udsat - og dermed er klimakatastrofen rykket tættere på. I denne artikel fra Mandag Morgen beskriver jeg klangbunden for Cancun (til ikke-abonnenter: Opret et gratis 3-mdrs prøveabb). Og det er ikke muntern læsning. Og derfor er det desto mere vigtigt, at "Cancun kan", når forhandlerne mødes på Moon Palace Hotel (billedet) i feriebyen.

fredag den 26. november 2010

EU: Den manglende brik

EU er fortsat en global leder-region i klimaforhandlingerne - men det er på lånt tid, hvis ikke EU skruer op for ambitionerne. Der er grænser for hvor lang tid vi kan slå os for brystet med kvotehandelssystemet og en 20%s reduktion i 2020.
Ritzau skrev i går om EUs position op til COP16 - med fokus på uenigheden internt i EU om ambitionsniveauet. I artiklen siger jeg bl.a.:
- I København ventede mange, at EU ville være villig til at gå fra 20 til 30 procent, men det skete ikke. EU mangler fortsat at levere den manglende brik i puslespillet, og det ser heller ikke ud til, at det bliver gjort i år.
Connie Hedegaard forklarer, at Italien mangler at levere de "hurtige penge", som blev lovet i København sidste år - og det er et problem for EU.
- Det er indlysende uklogt, hvis vi skal sige, at vi næsten leverer i stedet for, at vi selvfølgelig leverer. Så der bliver arbejdet hårdt for at få Italien til at give pengene, siger Connie Hedegaard.
Det er en bitter pille at sluge for de fattige lande at de rige endnu engang ikke leverer som lovet. Og det er gift for Cancun-forhandlingerne.

torsdag den 25. november 2010

Lave forventninger til COP16

På mandag starter COP16, og man gør klogt i ikke at have for høje forventninger. COP15 sidste år var den ultmative chance for FN for at være den afgørende drivkraft i kampen mod global opvarmning, men det glibbede og i dag må man erkende, at COP-processen ikke længere er det, der skaber løsninger. Det sker andre steder - i erhvervslivet, i byerne og i enkelte lande. COP-processen er ikke irrelevant, og vil stadig være der, men formentlig "blot" som stedet, hvor man opsamler den politiske vilje, der genereres andre steder. Det er noget, af det, som Klaus Bundgård Poulsen spurgte mig om i går i TV-Avisen.

mandag den 8. november 2010

Interview på BBC radio

Jeg har givet et alenlagt interview til BBC om bogen, til brug for en "COP15-revisited" udsendelse, de laver lige før COP16 starter. Det sendes på BBC Radio 4 (deres P1/talk radio) og BBC World.