COP16 Dag 7: Lex København

Steven Chu: "Tiden er ved at
løbe ud for USA".

COP16 er kommet helskindet igennem den første uge. Nu, hvor miljø- og klimaministrene overtager forhandlingerne, bliver det afgørende om de dybe konflikter om bl.a. Kyoto-protokollens fremtid ligesom sidste år vil afspore processen - eller om der er politisk vilje på begge sider til at søge et kompromis frem mod Johannesborg næste år. Som omtalt i går har Mexicos regering brugt weekenden til såkaldt "stocktaking" og søndag offentliggjorde COP-præsidenten, udenrigsminister Patricia Espinosa, som sidder i den stol, Connie Hedegaard havde sidste år, sin tale til det uformelle miljø- og klimaministermøde i weekenden.
Det er interessant læsning. For det første, så illustrerer talen med al tydelighed hvor stor en rolle traumerne fra København fortsat spiller. Talen er fyldt med forsikringer om at formandskabet ikke kører en proces ligesom den i København. Hun lover eksplicit, at der ikke afholdes uformelle møder, at der ikke forhandles parallelt og at politikerne ikke vil køre forhandlerne ud på et sidespor og at politikerne ikke vil skrive tekst selv, men forholde sig til de formelle forhandlingstekster. Hun nærmest bøjer sig i støvet for kritikerne af sidste års proces, og går f.eks. så langt som til at sige, at der ved ministermiddagen lørdag aften ikke blev uddelt papirer, men blot snakket....
For det andet slår Espinosa fast, at forhandlingerne fortsat kører i to spor, et om Kyoto-protokollen (KP) og et om en langsigtet aftale for alle lande, også dem, der står udenfor Kyoto (LCA). Dermed forsikrer formandskabet parterne om, at Kyoto 2 fortsat er på bordet, trods meget kontante udmeldinger i den første uge fra USA og især Japan, der blankt afviste en ny Kyoto-periode. Formandskabets melding er ikke overraskende, eftersom en fravigelse fra KP-sporet øjeblikkeligt ville medføre udvandring af  stort set alle udviklingslandene, men det viser også at forhandlingerne fortsat sidder i den samme gabestok som siden 1997, hvor Kyoto-protokollen blev vedtaget. Og dermed er det fortsat svært at se de kompromisser, der er nødvendige for at opnå en ny, global klimaaftale, såvel i Cancun som i Johannesburg.
Men løsningerne kommer måske også fra helt nye og anderledes kanter. For et par dage siden skrev jeg om Steven Chu, den amerikanske enrgiminister og nobelpristager, som op til Cancun kaldte den situation, USA står i pt, for et "Sputnik-øjeblik". Altså en sammenligning med dengang USA stod overfor et stærkt Rusland, som sendte den første mand ud i rummet, hvilket affødte det berømte Apollo-program og Kennedys ord om at "...First, I believe that this nation should commit itself to achieving the goal, before this decade is out, of landing a man on the moon and returning him safely to the earth". I mellemtiden har jeg fundet Chus hjemmestrikkede, men underholdende powerpoint-præsentation, som han faktisk aldrig fik brugt, da han holdt sin Sputnik-tale for nogle uger siden (National Press Club bruger ikke powerpoints), men som han har gjort tilgængelig på nettet. De er interessante at bladre i, ikke mindst fordi de udmaler den udfordring, som Kina i øjeblikket stiller USA overfor i det grønne "rumkapløb". Og som i sidste ende kan blive det vindende argument for at bringe USA på ambitiøs grøn kurs. Udsigten til at Kina og EU rykker, mens USA står tilbage på sidelinien kan potentielt få en række konservative kræfter i USA til at skifte mening. Amerikanerne bryder sig ikke om at blive løbet over ende. Og det bliver de, siger Chu uden omsvøb, hvis ikke de handler nu. Hans powerpoints oplister alle de områder, hvor Kina har overhalet USA: Clean tech investeringer, omfanget af vedvarende energi, udbygning af a-kraft, højhastighedstog, supercomputere, eksport af højteknologi osv osv. Og han udfordrer sine landsmænd: "America still has the opportunity to lead the world in a new industrial revolution and secure our future prosperity, but time is running out".