COP16 Dag 3: I Beckenbauers ånd

Som jeg skrev i går, så må og skal Cancun levere noget, der udlægges i verdenspressen og offentligheden som bare en lille succes. Ellers slukker og lukker sidste mand i plenarsalen, og FN-processen er de facto imploderet. Jeg blev derfor overrasket - og klogere - da jeg i går talte med et medlem af den danske delegation. Jeg stillede ham sportsspørgsmålet, nemlig hvad Lykke Friis' tropper troede og håbede på her inden bolden blev givet op - og hans svar var, at de håbede på beslutninger, der peger frem mod reelle reduktioner i de globale udledninger - og ikke nødvendigvis en "hurtig sejr" i form af nogle salgbare, mindre succeser. Hvis delegationen vurderer, at de små succeser ikke reelt betyder noget i det store billede, så går man hellere efter en proces-beslutning, som peger frem mod mere markante tiltag f.eks. i 2012. Et modigt standpunkt, må man sige – og vel sagtens det, man kan læse mellem linierne i Lykke Friis kronik i Information i går. Enhver spindoktor vil rulle med øjnene, fordi medierne pr definition hader "procesbeslutninger". Men strategien er værd at lytte til. Alle taler om at en beslutning om skovbeskyttelse og måske de såkaldte ”fast track money” i 2010-2012 vil være et tåleligt resultat. Men er det det? I betragtning af at verden har kurs mod 3-4-5 graders stigning i den globale gennemsnitstemperatur, hvilket ifølge stribevis af videnskabelige rapporter stort set vil destabilisere vores civilisation, så er det måske i virkeligheden grundlæggende fornuftigt at feje alt andet end markante, hurtige og forpligtende reduktionstiltag af bordet. Også selvom det tager tid og kræver noget så kedeligt som procesbeslutninger. Skovbeskyttelse er væsentligt – men kan dybest set godt håndteres ad andre kanaler end COP’en og det arbejde er allerede i gang rundt omkring i verden. Og at udråbe det til en succes, at man bliver enige om hvordan de penge, der blev lovet sidste år, rent faktisk bliver udløst – det er vel også en smule kækt. Lykke Friis og hendes hold lægger med andre ord op til angrebsfodbold som i de gode gamle Bayern München-dage med Beckenbauer som libero og Müller og Breitner oppe foran - og der er al mulig grund til at ønske dem held og lykke. Vi kunne alle sammen godt bruge noget storspil på klimabanen.