FNs klimachef Christina Figueres i Cancun. |
Weekenden midtvejs i COP'en er traditionelt der, hvor formandskabet og UNFCCC laver "stocktaking", dvs vurderer fremskridt i den første uge, hvor embedsmændene har forhandlet i diverse arbejdsgrupper, og lægger tekst frem til de klima-, miljø- og energiministre, der ankommer i disse timer for at overtage forhandlingerne. Vi har endnu ikke set teksten, men jeg ser på reaktionerne mandag. Søndag er officielt "hviledag" i forhandlingerne. Formandskabet og UNFCCC bruger den til at foretage intense konsultationer og bilaterals med nøglespillerne for at få tingene til at glide i den anden uge.
Ligheder mellem COP15 og COP16:
Også i år er Kyoto-spørgsmålet det dominerende - og det, der får nerverne på højkant. På den ene side, så har Japan og USA meldt officielt ud, at de ikke skriver under på en Kyoto 2 eller noget, der ligner. På den anden side har en række udviklingslande, anført af den latinamerikanske ALBA-gruppe, varslet at de udvandrer, hvis ikke Kyoto 2 indgår i de tekster, der fremlægges i weekenden. Man får deja vu til sidste år, hvor de samme trusler hang over Bella Center. "Den danske tekst" blev fejlagtigt set som de rige landes forsøg på at slå Kyoto ihjel. Men "Den danske tekst" var - som dokumenteret i "Kampen om klimaet" - kun en halv tekst, den ægte danske tekst adresserede også Kyoto. At Kyoto spiller så stor en rolle er klart. Det er det eneste de fattige lande "har" på de rige lande, altså en juridisk forpligtende aftale om at de går forrest med CO2-reduktioner. På den anden side, så dækker Kyoto kun ca. en fjerdedel af verdens udledninger, fordi USA og de store udviklingsøkonomier ikke er med. Ordet "balance" indgår derfor igen og igen i diskussionerne. Cancun skal levere en "balanceret pakke", hvilket er diplomat-kode for en pakke, der tilgodeser begge synspunkter. En nærmest uløselig opgave. Ligesom i København er det svært at se, at der i Cancun skal komme det gennembrud, der gør at spørgsmålet bliver afklaret. En proces-beslutning om, at det ordnes i Johannesburg næste år er meget mere sandsynligt. Med mindre Kyoto-balancen knækker, og der sker et reelt sammebrud i Cancun. Men ligesom i København står fattige og rige lande stejlt overfor hinanden.
Andre ligheder:
- Kina taler med to tunger - signalerer åbenhed om CO2-inspektioner og kompromiser, men afviser at gå med i en aftale, der ikke forpligter USA til at gå forrest.
- USA er meget direkte. Nej til Kyoto. Stiller krav til bl.a. Kina og Indien. Spørgsmålet er om de i år aktivt lægger forslag frem. Det gjorde de ikke sidste år, hvor de roligt afventede at Danmark lagde det frem, de ønskede.
- Løbende meldinger om fremskridt på delområder, f.eks. skov og teknologioverførsel - hvilket ikke i det store billede er helt så afgørende.
- EU er indtil nu relativt anonym. Det lykkedes ikke sidste år at opnå enighed undervejs om at gå betingelsesløst efter en 30%s reduktion og dermed presse processen. Det sker heller ikke i år - hvor det ikke engang er på tapetet, selvom bl.a. Danmark og England er for. EU ser ud til at spille en tilbagetrukket rolle - igen.
- Processen er i risiko for at sande til. Det bliver afgørende at se, hvordan weekendens uformelle massage går. Sidste år var det der, processen gik i stå og panikken begyndte.
Der er en verden til forskel på rammerne - antal deltagere, presse, statsoverhoveder osv. Men derudover, så er forhandlingsdramatikken også markant mindre. Selv ikke WikiLeaks-dokumenterne har afstedkommet større postyr. Endnu. De cirkulerer overalt i blogosfæren, men få større medier har dækket dem. Dog har aviser i både Pakistan og Indien noteret sig deres eksistens.
- Vigtigste forskel er formentlig, at formandskabet indtil videre er kommet helskindet igennem den første uge. Sidste år gav "Den danske tekst" en række højtråbende lande ("spoiler-landene", kalder de vestlige delegationer dem) et påskud for at torpedere formandskabet og især den danske statsminister. Og i realiteten tabte Danmark tilliden i månederne op til COP'en pga den kontroversielle forhandlingsstrategi og den interne splittelse, som gjorde det nemt at angribe. Mexico har - som udviklingsland - alt andet lige et bedre udgangspunkt og Mexicos præsident Calderon har indtil nu en profil i verdenspressen som en engageret og tillidsvækkende figur, der kæmper for klimaet. Om det fører til resultater med en "blød" profil er en anden sag. Vi får se. Ligesom vi får se, hvordan han klarer jobbet som mødeleder i den anden uge, hvor Lars Løkke Rasmussen kom på en hård og utaknemmelig opgave.
- FNs klimachef, Christina Figueres, ser ud til at have et tæt samarbejde med Calderon, i skarp kontrast til sidste år, hvor der var iskold luft mellem Lars Løkke Rasmussen og Yvo de Boer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar