COP16 Dag 11: Gå langt, sammen - eller hurtigt, alene

Massiv innovations- og forskningsindsats
er nødvendig. Men hvordan gør man det?

Ved enhver given lejlighed citerer Al Gore det afrikanske ordsprog om at ”hvis du skal gå hurtigt, så gå alene. Hvis du skal gå langt, så gå sammen”, og det kan godt blive lidt trættende at høre på de viise ord. Men det er faktisk meget passende netop i dag, fredag den 10. december 2010.
I løbet af de næste timer vil de 193 delegationer i Cancun vise verden, om vi evner at gå langt sammen for at løse en af de mest udfordrende, globale kriser vi nogensinde har set. Og hvis det ikke er tilfældet, så vil en række lande og aktører med hurtigt vælge alternativet: At gå alene. Hurtigt.
Kina, Korea, Spanien, Tyskland, Indien, Brasilien. Forhåbentlig også EU. Hvis vi er heldige, så trækker de andre lande og regioner med sig meget hurtigt. Hvis vi er uheldige, så er det for lidt for sent.
Belært af erfaring vil jeg ikke i dag gætte på udfaldet af COP16 her på vippen. Jeg skrev i går, hvad der er sandsynlige scenarier og de værste hurdler og det holder fortsat. Nu får vi at se, hvordan det forløber de sidste meter frem til målstregen. Meldingerne natten til fredag var, at nervøsiteten breder sig og en aftale hænger i en tynd tråd. Jeg talte dog også med flere danske NGO-repræsentanter, som var afmålt optimistiske. Vi kan formentlig forvente endnu en COP, der ender med dramatiske forhandlinger ind i weekenden.
I går aftes diskuterede jeg - meget apropos - COP-processen med Bjørn Lomborg i TV2 News. Vi fik desværre ikke tid til at gå i dybden med det sidste tema, nemlig behovet for innovation, forskning og udvikling indenfor nye energikilder og teknologier, så jeg tillader mig at fortsætte den her, foreløbig med envejskommunikation. Men det er en uhyre væsentlig debat - måske den mest væsentlige af alle.
Bjørn Lomborg har i længere tid - bl.a. i dette indlæg i Wall Street Journal - argumenteret for, at den væsentligste indsats, vi kan gøre, er at rejse midler til innovation og forskning. Han beklager, at innovation ikke er på dagsordenen i Cancun.
Men det er i høj grad på dagsordenen i Cancun. Ikke i form af forhandlinger om den globale forsknings- og udviklingsindsats (sådanne forhandlinger findes mig bekendt ikke i globale fora), men i den altoverskyggende diskussion om rammebetingelser. Den handler præcis om at fremme innovation. Hele ideen med at lægge loft over udledningen af CO2 og sætte en pris på udledninger, enten i form af en afgifter eller et kvotehandelssystem, er at accelerere innovation, forskning og udvikling. Ethvert tiltag, nationalt, regionalt eller globalt, i retning af at ”straffe” udledning af CO2 vil automatisk medføre øgede investeringer i udvikling af nye teknologier og løsninger. Det bliver et attraktivt marked, og det er noget, erhvervsfolk og investorer kan forstå. Sagen er, at det for 85%s vedkommende vil være den private sektor, der skal betale for innovation og forskning, og netop den private sektor har igen og igen erklæret, at en pris på CO2 er den rigtige vej at gå. Klassisk forsknings- og innovationspolitik.
Jeg er 100% enig i at verdens midler til forskning og udvikling i grønne teknologier lade meget tilbage at ønske, og bør opjusteres dramatisk. Men hvordan gør man det i en global ramme? Med mindre man opfinder en ny FN-agtig proces, hvor der diskuteres globale forskningssamarbejder og -investeringer, så er det nok ikke den dårligste ide at forfølge mulighederne i de regi, som findes i dag for og her påvirke rammebetingelserne, der udløser nationale og regionale investeringer. Og foreløbig må man konstatere, at når det handler om investeringer i markederne for de nye teknologier, så går det i den rigtige retning. De senere år er markedet for klimavenlige løsninger blevet voldsomt interessant, som dokumenteret i særtillægget "Det Grønne Vækstkapløb" i Mandag Morgen for nylig. De globale investeringer i bl.a. vind, sol og biomasse er steget markant de seneste 10 år og forventes at fortsætte trenden. Det californiske analysehus Clean Edge, der i ni år har fulgt det globale cleantech-marked tæt, forudser, at de tre markeder vil vokse med over 138 pct. de kommende ti år – fra 145 milliarder dollar i 2009 til over 343 milliarder dollar i 2019. I 2009 og 2010 oversteg de globale inveseringer i alternativ energi for første gang nogensinde investeringerne i fossil energi (ifølge New Energy Finance). Man må forvente, at der sker en afsmitning på også f.eks. universiteternes forskningsbudgetter, selvom det går alt for langsomt.
Men tegnene er altså allerede tydelige: Noget tyder på, at det virker at sætte politiske mål, som det er tilfældet i dag mange steder i verden, ikke bare i EU, men også i f.eks. Kina, hvor målet er at halvere CO2-udledningen ift BNP. Men det er klart, at hvis udviklingen skal være kraftigt nok til at levere en global reduktion i udledningen af CO2 på 50-85% i 2050, så skal der endnu mere potente politiske målsætninger til. Og det er netop dette, som FN, forsøger. Forgæves indtil videre, ja. Men hvorfor ikke forsøge, så længe der er bare en minimal chance for at det lykkes?
Man må også anerkende, at klimaforhandlingerne i FN-regi har den afledte effekt, at byer, lande og regioner øger deres selvstændige indsats under indtryk af de globale politiske diskussioner og naturligvis den viden, som FN genererer i form af IPCCs videnskabelige arbejde. Der er med andre ord ingen grund til at aflive COP-systemet, men vi kan hurtigt blive enige om, at det er ualmindelig besværligt og desværre indtil videre ikke særlig leveringsdygtigt, når det kommer til ambitiøse beslutninger.

Bjørn Lomborg argumenterer for, at løsningen er at gøre rene energikilder billigere, frem for at gøre urene energikilder dyrere, ligesom i øvrigt Ted Nordhaus fra det amerikanske The Breakthrough Institute (se hans tale fra World Climate Solutions 2010 her). Det er naturligvis også en vej at gå, og det tror jeg ligeså mange er enige i. Men er den mere farbar? Jeg har svært ved at se, at de politiske aktører vil kunne aftale sig frem til de nødvendige, massive subsidier og forskningsmidler, dette ville kræve. Se på vindindustrien. I årevis er subsidiering af vindenergi afstedkommet kraftig modstand. Kineserne gør faktisk noget, der minder om det, gennem planøkonomiske tiltag, og det er ikke ligefrem fordi de vestlige politikere står på sidelinien og klapper af ideologien. Men bevares, jeg ville ikke modsætte mig koordinerede, statsstyrede og -støttede industrieventyr. Jeg tror blot ikke det har en gang på jord udenfor lande som Kina. På globalt plan må man lade markedskræfterne råde, og det sker bedst gennem prissætning af CO2-forurening, ledsaget af politiske målsætninger, som skaber langsigtede, stabile rammer for investeringerne. Hvilket også er hvad alle de investorerer, der i sidste ende skal til lommerne. fra Goldman Sachs til ATP, anbefaler. Se f.eks. The Copenhagen Call, som Mandag Morgen sidste år fik opbakning til fra 800 erhvervsledere fra hele verden. Innovation, forskning og udvikling i et COP-perpsektiv er her meget fremtrædende (og i øvrigt kan man her se, hvordan topchefer i virksomhederne i dag er langt foran politikerne, når det handler om at tackle de globale kriser).