COP16 Dag 4: Hvem fører an - Walmart eller FN?

Sidste år ved denne tid sad jeg og forberedte mig på et klimatopmøde, som jeg grundlæggende troede på. Truslen er så markant, at man dårligt kunne forestille sig at 2-3 års forberedelser endte med – ingenting. Over 100 statsledere havde meldt deres ankomst til København, og det gør statsledere ikke, hvis de ikke tror på et positivt udfald. Men FN leverede ikke varen. Jeg følte mig nærmest svigtet og det samme gjorde en lang række interessenter verden over, ikke mindst de erhvervsledere, der overraskende ivrigt havde kastet sig ind i en nærmest aktivistisk kampagne. Og det er derfor indlysende, at nu, hvor forhandlerne i Cancun har kastet sig over de mange møder med mærkelige forkortelser - AWG, KP, LCA – så breder nervøsiteten sig overfor FN-processen. Ikke mindst, når det allerede i de første dage lyder fra Japan (se video) og USA, at de under ingen omstændigheder skriver under på en opfølger til Kyoto-aftalen, og de fattige lande mindst lige så hidsigt insisterer på, at Kyoto er altafgørende. Man forstår godt begge parter - men håber så inderligt, at politik også her handler om at søge fælles løsninger på fælles problemer gennem kompromiser. Spørgsmålet er derfor indlysende: Hvis nu Cancun-mødet ikke kan levere et resultat, der kickstarter kampen mod global opvarmning - hvem gør så? Spørgsmålet er korrekt stillet. Det er bekymrende, at den institution, vi har sat til at løse verdens største problem, tilsyneladende er inkompetent. Men der er heldigvis håb derude, hvis man løfter blikket og kigger andre steder hen end Cancun. Der sker markante klimatilatg fuldstændig uanset fremskridt eller tilbageskridt i FN. Enkeltlande, f.eks. Sydkorea, delstater, f.eks. Colorado i USA, og verdens storbyer, f.eks. Stockholm, Singapore og vores egen København, er i fuld gang med at investere for at skabe grøn vækst. Det samme er tilfældet i erhvervslivet, hvor verdens største virksomheder målrettet går efter at komme først med de smarte løsninger. Som Mandag Morgen dokumenterede i "Det Grønne Vækstkapløb" tidligere i år, så vokser cleantech markederne nærmest eksplosivt og det er selvfølgelig voldsomt attraktivt at kunne cashe ind på det. F.eks. bliver 2010 formentlig det andet år i verdenshistorien, hvor investeringerne i vedvarende energi overstiger investeringerne i fossil energi, ifølge James Kanter, den ansete klimajournalist på New York Times. "Det Grønne Vækstkapløb" viser med andre ord, at jagten på den grønne vækst repræsenterer en måske mere positiv og og dermed dynamisk drivkraft end en politisk proces med kedelige juridisk forpligtende aftaler og indblanding i interne forhold. Bliver FN så overflødig. Nej, men FN mister rollen som det organ, der driver processen fremad og reduceres til et forum, hvor landene opsamler den politiske vilje, som manifesterer sig andetsteds. Det handler jo om, hvad der virker. Og måske kan f.eks. verdens erhvervsledere rykke helt anderledes effektivt end klimaforhandlere. Tag f.eks. den amerikanske supermarkedsgigant Walmart. Sidste år skrev Walmart til 10.000 leverandører, at de fremover vil dokumentere deres carbon footprint og at de derfor høfligt gerne ville udbede sig deres leverandørers data. Det sendte chokbølger igennem det globale erhvervsliv, fordi vi her for første gang for alvor så en globalt gigant kræve CO2-tiltag og fordi alle virksomheder i verden gerne vil levere til Walmart. Et andet eksempel er Unilever, den schweiziske fødevarevirksomhed, som for et par måneder siden lancerede en sustainability strategi, der lagde op til barske CO2-reduktioner hele vejen gennem værdikæden. Hvis disse to eksempler udgør første bølge af en megatrend, ja så er der måske grund til at være mere optimistisk end COP16 umiddelbart gør én.