Nomineret til Cavling-prisen

Her til aften blev "Kampen om klimaet" nomineret til Cavling-prisen. Det er jeg meget stolt af. Du kan læse om nomineringen her og om indstillingen her.

COP16 Dag 12 - 2: Operationen lykkedes - patient overlever forhåbentlig

For lidt over en time siden lod COP-formand Espinosa hammeren falde (trods Bolivias protester) og dermed blev Cancun-aftalen vedtaget. Det er en lille, men vigtig succes for både FN og klimaet. Operationen lykkedes, nu får vi at se om patienten overlever. Der skal meget mere til for at klimaet har sejret - men signalet til omverdenen fra politikerne er ekstremt vigtigt: Klimaproblemet skal løses, og der skal ske drastiske tiltag. Det bliver svært, men signalet fra Cancun vil blive hørt blandt virksomheder, investorer og markeder over hele verdenen, og dermed har COP16 allerede nu fået en symbolsk betydning, der rækker langt ud over ordene i forhandlingsteksterne. Det får bl.a. betydning for de projekter, som Mandag Morgen har sat i søen for at accelerere overgangen til et klimavenligt samfund, både nationalt og globalt. Følg med her - og fra og med 1. januar http://www.greengrowtheconomies.org/.
Du kan høre indslaget her i Radioavisen kl. 12, hvor jeg vurderer aftalen. På mandag i P1 Morgen går vi mere i dybden kl. 07.10.
Og hermed afsluttes dette års COP-blog i en noget mere munter tone end sidste år. Forhåbentlig bliver den endnu mere optimistisk næste år. Tak fordi du læste med.

COP16 Dag 12: Morgengry - en lille succes indenfor rækkevidde

For første gang i mange år er der - formodentlig - godt nyt fra de globale klimaforhandlinger. I Cancun er den afsluttende plenardebat igang lige nu, og udgangspunktet er to tekster, der kan føre til et bedre resultat af klimatopmødet end forventet, og som foreløbig har opbakning fra de fleste lande.
Den ene tekst, den såkaldte LCA-tekst, som omfatter alle lande, indeholder juridisk forpligtende løfter for både i- og u-landes CO2-udledning, de samme tal, som i Copenhagen Accord er frivillige, en aftale om en global klimafond, administreret af FN, der skal sikre udbetaling af 100 mia dollars årligt i 2020 til de fattigste lande, aftaler om skovbeskyttelse, kontrol med CO2-data samt teknologisamarbejde.
Den anden tekst, den såkaldte KP-tekst, som omfatter de lande, der har skrevet under på Kyoto-protokollen, reflekterer de samme tal som LCA-teksten, men anerkender behovet for at skrue ambitionerne op henad vejen, fordi der er en stor kløft mellem de nuværende forpligtelser og de forpligtelser, der skal til for at bremse den globale opvarmning ved 2 grader. Teksten har ikke løst det afgørende spørgsmål, nemlig hvorvidt Kyotoaftalen bliver forlænget udover 2012 og hvorvidt også lande som Kina og Indien skal pålægges forpligtende lofter over deres CO2-udledning. USAs eventuelle tilslutning er også uafklaret. De spørgsmål er skudt til hjørne og tages op igen efter Cancun.
Connie Hedegaard betegner det som "solide skridt fremad", hvis det bliver vedtaget.
Teksterne skal nu godkendes i plenaren, hvilket bliver en lang og svær kamp, fordi enkelte lande stadigvæk er utilfredse, bl.a. Bolivia, Japan og Rusland. Og alle skal være enige for at få en beslutning i FN-systemet.
Det er vigtigt at notere sig, at aftalerne i Cancun ikke løser klimaproblemet. Der er behov for langt mere ambitiøse tiltag. Men de viser en vej frem til mere ambitiøse målsætninger og det måske mest afgørende: Den betyder at rygterne om FN-processens død var overdrevne.
Den bedste gennemgang af teksterne, som de ser ud nu, har Richard Black, BBCs korrespondent, lavet.

COP16 Dag 11 - 4: Overtid

Tweets fra de delegerede i Cancun fortæller, at forhandlingerne fortsat er i gang, men skrider forbi den planlagte afslutning i dag ved midnatstid (dansk tid). De sædvanlige tegn på hårde, svære kompromiskampe har vist sig: USAs og FNs annoncerede pressemøder er aflyst og plenarforsamlingen har endnu ikke fået tekster at forholde sig til. Det sker formentlig først i morgen tidlig dansk tid, skriver en meget træt John Vidal, The Guardians miljøredaktør (ja, ham med den danske tekst). Der er fortsat postive meldinger, men "ingen vil bevæge sig før de andre", siger den tyske miljøminister Röttgen ifølge tyske ARD. For nogle timer siden kom en af de mest positive meldinger via The Guardians Twitter: "Brazil chief climate negotiator on Kyoto "I am optimistic that we are going to get to an adequate solution". Jeg vender tilbage med mere nyt i morgen tidlig ca. kl. 8:00.

COP16 Dag 11 - 3: Dagens vigtigste nyhed: Der forhandles

De delegerede i Moon Palace Hotel forhandler. Det er der måske ikke umiddelbart de store nyheder i - og så alligevel. Forhandlingerne er lige nu - fredag aften kl. 19.00 dansk tid, kl. 12.00 middag mexikansk tid - i den sidste, nervøse og højspændte fase. Men parterne diskuterer, taler, forhandler. Med andre ord: De forsøger at komme til enighed. I skarp kontrast til sidste år på dette tidspunkt, hvor en lille gruppe ledere sad i et lille, seperat lokale og prøvede at samle stumperne sammen til en sidste-øjebliks-deal, mens alle andre lande - ca. 160 lande, ca. 100 statsledere - sad i plenarsalen og ventede uden at vide hvad der foregik. Og i et Bella Center, der var på oprørets rand over den manglende styring af processen.
I Cancun forhandler man, ifølge alle medierne. I højeste gear. Den engelske premierminister David Cameroun, som ikke er i Cancun, har ringet til den japanske kollega Kan for at forsøge at rydde problemer af vejen. Rygterne vil vide, at Hilary Clinton arbejder i kulissen. Ministrene er engagerede i de opgaver, som det mexikanske formandskab har uddelegeret. Om en times tid forventes det, at der er tekster, der kan forelægges for plenarforsamlingen (hvilket man dog har varslet hele dagen).
Englands klimaminister Chris Huhne har netop meddelt at de værste knaster omkring Kyoto-spørgsmålet er høvlet af, og at kun ALBA-landene forhindrer en færdig tekst, som kan bæres ned i plenarsalen. Connie Hedegaard har dog understreget hvor svært det er. Men alle er enige om at "stemningen er god", som en indisk forhandlingsleder siger.
Vi holder vejret.

COP16 Dag 11 - 2: Det endelige opgør - Rusland undsiger Kyoto

I 1997 blev Kyoto vedtaget. I 2012 løber den ud. Og
hvad så? COP16 ser ud til at slutte dramatisk.
Følg med her på bloggen, hvor jeg løbende updater.

I disse timer vågner de delegerede i Cancun op til dårlige nyheder, når de går på nettet med deres iPhones og bærbare computere for at tjekke op på situationen her på den sidste formelle forhandlingsdag. Ifølge flere medier undsagde Rusland i går aftes mexikansk tid en forlængelse af Kyoto-protokollen relativt kategorisk.
Sådan rapporterer The Guardians normalt troværdige USA-korrespondent, Suzanne Goldberg:
In a late-night plenary session, Russia's climate change envoy, Alexander Berditsky, said his country opposed a renewal of Kyoto beyond its 2012 end date. "Russia will not participate in the second commitment period of the Kyoto protocol," he said in a prepared statement.
Der er flere ting, man skal lægge mærke til her. For det første faldt ordene i plenarforsamlingen og ikke på et pressemøde eller i korridorerne. For det andet, så var det den russiske forhandlingsleder, der talte. For det tredje var det en "prepared stastement", som er engelsk mediejargon for en udtalelse, der er forberedt og clearet officielt. Altsammen noget, der varsler ilde. Læg dertil at Rusland har et særligt symbolsk forhold til Kyoto-protokollen, da det var Ruslands ratifikation i 2005 der betød at protokollen trådte i kraft.
Med Japan, Rusland og formentlig også Canada i tilsyneladende kategorisk opposition til en forlængelse af Kyoto-protokollen og USA lurende i baggrunden, så er der nok at tage fat på for forhandlerne i slutspurten.
Problemet er at Kyoto-protokollen udløber i 2012 og dermed har verden ingen bindende konvention omkring CO2. Et minimumskrav til Cancun er, at man opfinder ord og tekst, der betyder at man i år eller næste år på en eller anden måde kan forlænge dens regime indtil nye aftaler er på plads til at tage over.

COP16 Dag 11: Gå langt, sammen - eller hurtigt, alene

Massiv innovations- og forskningsindsats
er nødvendig. Men hvordan gør man det?

Ved enhver given lejlighed citerer Al Gore det afrikanske ordsprog om at ”hvis du skal gå hurtigt, så gå alene. Hvis du skal gå langt, så gå sammen”, og det kan godt blive lidt trættende at høre på de viise ord. Men det er faktisk meget passende netop i dag, fredag den 10. december 2010.
I løbet af de næste timer vil de 193 delegationer i Cancun vise verden, om vi evner at gå langt sammen for at løse en af de mest udfordrende, globale kriser vi nogensinde har set. Og hvis det ikke er tilfældet, så vil en række lande og aktører med hurtigt vælge alternativet: At gå alene. Hurtigt.
Kina, Korea, Spanien, Tyskland, Indien, Brasilien. Forhåbentlig også EU. Hvis vi er heldige, så trækker de andre lande og regioner med sig meget hurtigt. Hvis vi er uheldige, så er det for lidt for sent.
Belært af erfaring vil jeg ikke i dag gætte på udfaldet af COP16 her på vippen. Jeg skrev i går, hvad der er sandsynlige scenarier og de værste hurdler og det holder fortsat. Nu får vi at se, hvordan det forløber de sidste meter frem til målstregen. Meldingerne natten til fredag var, at nervøsiteten breder sig og en aftale hænger i en tynd tråd. Jeg talte dog også med flere danske NGO-repræsentanter, som var afmålt optimistiske. Vi kan formentlig forvente endnu en COP, der ender med dramatiske forhandlinger ind i weekenden.
I går aftes diskuterede jeg - meget apropos - COP-processen med Bjørn Lomborg i TV2 News. Vi fik desværre ikke tid til at gå i dybden med det sidste tema, nemlig behovet for innovation, forskning og udvikling indenfor nye energikilder og teknologier, så jeg tillader mig at fortsætte den her, foreløbig med envejskommunikation. Men det er en uhyre væsentlig debat - måske den mest væsentlige af alle.
Bjørn Lomborg har i længere tid - bl.a. i dette indlæg i Wall Street Journal - argumenteret for, at den væsentligste indsats, vi kan gøre, er at rejse midler til innovation og forskning. Han beklager, at innovation ikke er på dagsordenen i Cancun.
Men det er i høj grad på dagsordenen i Cancun. Ikke i form af forhandlinger om den globale forsknings- og udviklingsindsats (sådanne forhandlinger findes mig bekendt ikke i globale fora), men i den altoverskyggende diskussion om rammebetingelser. Den handler præcis om at fremme innovation. Hele ideen med at lægge loft over udledningen af CO2 og sætte en pris på udledninger, enten i form af en afgifter eller et kvotehandelssystem, er at accelerere innovation, forskning og udvikling. Ethvert tiltag, nationalt, regionalt eller globalt, i retning af at ”straffe” udledning af CO2 vil automatisk medføre øgede investeringer i udvikling af nye teknologier og løsninger. Det bliver et attraktivt marked, og det er noget, erhvervsfolk og investorer kan forstå. Sagen er, at det for 85%s vedkommende vil være den private sektor, der skal betale for innovation og forskning, og netop den private sektor har igen og igen erklæret, at en pris på CO2 er den rigtige vej at gå. Klassisk forsknings- og innovationspolitik.
Jeg er 100% enig i at verdens midler til forskning og udvikling i grønne teknologier lade meget tilbage at ønske, og bør opjusteres dramatisk. Men hvordan gør man det i en global ramme? Med mindre man opfinder en ny FN-agtig proces, hvor der diskuteres globale forskningssamarbejder og -investeringer, så er det nok ikke den dårligste ide at forfølge mulighederne i de regi, som findes i dag for og her påvirke rammebetingelserne, der udløser nationale og regionale investeringer. Og foreløbig må man konstatere, at når det handler om investeringer i markederne for de nye teknologier, så går det i den rigtige retning. De senere år er markedet for klimavenlige løsninger blevet voldsomt interessant, som dokumenteret i særtillægget "Det Grønne Vækstkapløb" i Mandag Morgen for nylig. De globale investeringer i bl.a. vind, sol og biomasse er steget markant de seneste 10 år og forventes at fortsætte trenden. Det californiske analysehus Clean Edge, der i ni år har fulgt det globale cleantech-marked tæt, forudser, at de tre markeder vil vokse med over 138 pct. de kommende ti år – fra 145 milliarder dollar i 2009 til over 343 milliarder dollar i 2019. I 2009 og 2010 oversteg de globale inveseringer i alternativ energi for første gang nogensinde investeringerne i fossil energi (ifølge New Energy Finance). Man må forvente, at der sker en afsmitning på også f.eks. universiteternes forskningsbudgetter, selvom det går alt for langsomt.
Men tegnene er altså allerede tydelige: Noget tyder på, at det virker at sætte politiske mål, som det er tilfældet i dag mange steder i verden, ikke bare i EU, men også i f.eks. Kina, hvor målet er at halvere CO2-udledningen ift BNP. Men det er klart, at hvis udviklingen skal være kraftigt nok til at levere en global reduktion i udledningen af CO2 på 50-85% i 2050, så skal der endnu mere potente politiske målsætninger til. Og det er netop dette, som FN, forsøger. Forgæves indtil videre, ja. Men hvorfor ikke forsøge, så længe der er bare en minimal chance for at det lykkes?
Man må også anerkende, at klimaforhandlingerne i FN-regi har den afledte effekt, at byer, lande og regioner øger deres selvstændige indsats under indtryk af de globale politiske diskussioner og naturligvis den viden, som FN genererer i form af IPCCs videnskabelige arbejde. Der er med andre ord ingen grund til at aflive COP-systemet, men vi kan hurtigt blive enige om, at det er ualmindelig besværligt og desværre indtil videre ikke særlig leveringsdygtigt, når det kommer til ambitiøse beslutninger.

Bjørn Lomborg argumenterer for, at løsningen er at gøre rene energikilder billigere, frem for at gøre urene energikilder dyrere, ligesom i øvrigt Ted Nordhaus fra det amerikanske The Breakthrough Institute (se hans tale fra World Climate Solutions 2010 her). Det er naturligvis også en vej at gå, og det tror jeg ligeså mange er enige i. Men er den mere farbar? Jeg har svært ved at se, at de politiske aktører vil kunne aftale sig frem til de nødvendige, massive subsidier og forskningsmidler, dette ville kræve. Se på vindindustrien. I årevis er subsidiering af vindenergi afstedkommet kraftig modstand. Kineserne gør faktisk noget, der minder om det, gennem planøkonomiske tiltag, og det er ikke ligefrem fordi de vestlige politikere står på sidelinien og klapper af ideologien. Men bevares, jeg ville ikke modsætte mig koordinerede, statsstyrede og -støttede industrieventyr. Jeg tror blot ikke det har en gang på jord udenfor lande som Kina. På globalt plan må man lade markedskræfterne råde, og det sker bedst gennem prissætning af CO2-forurening, ledsaget af politiske målsætninger, som skaber langsigtede, stabile rammer for investeringerne. Hvilket også er hvad alle de investorerer, der i sidste ende skal til lommerne. fra Goldman Sachs til ATP, anbefaler. Se f.eks. The Copenhagen Call, som Mandag Morgen sidste år fik opbakning til fra 800 erhvervsledere fra hele verden. Innovation, forskning og udvikling i et COP-perpsektiv er her meget fremtrædende (og i øvrigt kan man her se, hvordan topchefer i virksomhederne i dag er langt foran politikerne, når det handler om at tackle de globale kriser).