onsdag den 19. maj 2010
"Kampen om klimaet": Følg med fra den 31. maj
I snart et år har rygterne svirret om interne magtkampe i regeringen og diplomatiske forviklinger op til COP15. Om to uger kan du for første gang læse hele historien om det danske formandskab: Om et hidtil uset grundigt forberedelsesarbejde - men også om hemmelige dokumenter og møder, diplomatiske brølere, lækager, bitre personstridigheder og intense fejder mellem Slotsholmens topfolk.
"Kampen om klimaet: Historien om et topmøde, der løb løbsk" går bag kulisserne og dokumenterer hele forløbet fra 2006, hvor regeringen beslutter sig for at tilkæmpe sig formandskabet, og frem til de 13 dage i Bella Center i december 2009, hvor Danmarks største udenrigspolitiske satsning nogensinde udvikler sig til et diplomatisk kaos af historiske dimensioner. Bogen er baseret på interviews med en lang række af de centrale embedsmænd og forhandlere samt daværende klimaminister Connie Hedegaard og statsminister Lars Løkke Rasmussen.
Der er mange årsager til, at COP15 endte med "et ringere resultat end selv vores mest beskedne forventninger", som en talsmand for Barclays Capital udtrykte det. Konflikter mellem u- og i-lande og dybe kløfter mellem supermagterne Kina og USA var afgørende, men som formandskab kan Danmark ikke sige sig fri for et medansvar - ligesom vi formentlig havde været villige til at tage en vis del af æren for et succesfuldt resultat.
Følg med her på bloggen, hvor der er mulighed for at debattere bogen og blive opdateret på anmeldelser, nyheder osv.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Tillykke med din bog, Per. Vil glæde mig til at læse den.
SvarSlet