COP16 Dag 5: Med WikiLeaks bagom Copenhagen Accord

Opsigtsvækkende dokumenter fra WikiLeaks skabte fredag aften og i dag lørdag postyr i de globale klimaforhandlinger og i Cancun. Delegationerne i Mexico kunne med tilbageholdt åndedræt læse i The Guardian en række fortrolige indberetninger og instrukser, afsendt til og fra USAs administration og USAs ambassader rundt omkring i verden før og efter sidste års klimatopmøde i København. Særligt nærlæst er dokumenterne blevet af dem, der optræder i dem: Bl.a. USAs chefforhandler Jonathan Pershing, Obamas øverste rådgiver Todd Stern, EU-kommissær Connie Hedegaard, EU præsident Herman Van Rompuy, Etiopiens præsident Meles Zenawi og en række diplomater fra udviklingslandene, Holland og Danmark.
Set med danske øjne er det mest interessante ved lækagen, at den udstiller hvordan især USA via deres ambassader efter COP15 lagde betydeligt pres på landene for at få dem til at "associere" sig med Copenhagen Accord, som blev vedtaget på COP15. Amerikanerne har hele vejen igennem været blandt de stærkeste tilhængere af Accorden, som ikke indeholder juridisk forpligtende reduktionsmål for rige lande som Kyoto-protokollen gør det. I Cancun har Pershing som en af de eneste gjort sig til fortaler for, at Accorden skal erstatte tidligere aftaler. Dokumenterne udstiller hvordan løfter om klimabistand spiller en stor rolle i bilaterale forhandlinger med udviklingslandene. Det er næppe nogen overraskelse - men det er på den anden side uhyre sensitivt midt i en afgørende forhandlingsrunde, hvor alle midler tages i brug.
Amerikanerne gjorde tilsyneladende en større diplomatisk offensiv ovenpå COP15 for at lande frivilligt skulle  "associere" sig med Accorden, som blev stærkt kritiseret fra mange sider. Antallet af lande, der associerede sig, var afgørende for, at bl.a. den danske regering og USA i månederne efter COP15 kunne italesætte Accorden som en succes. I dag har 140 lande, der dækker over 80% af verdens CO2-emissioner, associeret sig.
Et eksempel på hvordan landene blev overtalt stammer fra 31. januar 2010, hvor USAs ambassadør i Etiopien mødes med præsident Meles. På mødet siger Otero, refereres det, at hun "opfordrede Meles til at underskrive the Copenhagen Accord om klimaændringer og forklarede at det var en betingelse (point of departure) for videre diskussioner og fremskridt om emnet". Meles ønskede på mødet vished om finansiel støtte fra USA.
En anden indberetning er fra 23. februar 2010, hvor Maldivernes ambassadør i USA, Abdul Ghafoor Mohamed, siger til Jonathan Pershing, at hans land ønsker "konkret assistance", hvilket ville få andre lande til at indse "fordelen ved at tilslutte sig". "Ghafoor refererede til flere projekter, der koster ca. 50 mio dollars. Pershing opmuntrede ham til at komme med konkrete eksempler og udgifter for at øge chancen for bilateral assistance", hedder det i indberetningen.
Dokumenterne understøtter i høj grad det billede af klimaforhandlingerne, som bl.a. jeg videregiver i "Kampen om klimaet". Dels Danmarks og USAs tætte parløb, dels EUs skuffende lave profil under COP15 og endelig at Copenhagen Accord blev anset for en fiasko i brede og vigtige kredse.
I WikiLeaks-dokumenterne optræder et underholdende referat fra et møde EUs nytiltrådte præsident, Herman Van Rompuy, som i meget lidt diplomatisk sprog kalder COP15 for "en skrækfilm" og forudser "katastrofer" i Cancun. Han beskriver EU som "ophidset og frustreret" over COP15 og er "lykkelig for", at han ikke deltog i mødet.
Også Connie Hedegaard kommer i ilden i WikiLeaks. Et dokument refererer, at hun på et møde den 17. februar siger til USAs sikkerhedsrådgiver, at "hun håbede at USA havde noteret sig, at EU havde nedtonet dets kritik af USA for at være konstruktiv". Men dokumenterne viser også, at EU-kommissæren går til amerikanerne og bl.a. presser dem for at levere finansiering til de fattige lande i form af konkrete midler og ikke lån.
I Cancun har lækagerne ikke afstedkommet det store postyr endnu, oplyser kilder. Dokumenterne udstiller et diplomatisk sprog og spil, som de fleste forhandlere ikke er overrasket over - men som naturligvis er farligt at have ude i det offentlige rum. Som f.eks. den danske ambassadør i Bolivia, Morten Elkjær, der fortæller en amerikansk kollega at den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen "tilbragte en meget ubehagelig halv time med Morales" (Bolivias kontroversielle præsident Evo Morales) under COP15, hvor Morales takkede for den lovede klimabistand, men ikke ønskede at gå ind i forhandlinger.
Spørgsmålet er om dokumenterne, ligesom The Guardians offentliggørelse af "den danske tekst" sidste år, vil blive brugt af nogle lande som påskud for at skabe uro i forhandlingerne. Følg med her på bloggen.

Breaking news: COP16 Dag 5: WikiLeaks afslører bagsiden af klimaforhandlingerne

Så har WikiLeaks-dokumenterne også ramt klimaforhandlingerne. En række fortrolige dokumenter fra amerikanske kilder viser tilsyneladende hvordan USA og andre vestlige lande sammenkæder støtte til Copenhagen Accord med løfter om bistand. Dokumenterne handler i høj grad om COP15 og Copenhagen Accord og nævner flere gange bl.a. Connie Hedegaard, Jonathan Pershing, Todd Stern og bl.a. også en dansk diplomat. At der foregår et diplomatisk noget-for-noget-spil i kulissen er nok ikke overraskende for nogen, men diplomaternes indberetninger foregår også her i et meget direkte sprog. Det kan opfattes som pression fra rige lande mod fattige lande. Jeg kigger nærmere på sagen og vender tilbage senere i dag med en uddybende blog om WikiLeaks-historien. Een ting er sikker: Hvis Cancun savnede mediedækninge her i den normalt sløve første uge - så har de fået det nu!

COP16 Dag 4: Hvem fører an - Walmart eller FN?

Sidste år ved denne tid sad jeg og forberedte mig på et klimatopmøde, som jeg grundlæggende troede på. Truslen er så markant, at man dårligt kunne forestille sig at 2-3 års forberedelser endte med – ingenting. Over 100 statsledere havde meldt deres ankomst til København, og det gør statsledere ikke, hvis de ikke tror på et positivt udfald. Men FN leverede ikke varen. Jeg følte mig nærmest svigtet og det samme gjorde en lang række interessenter verden over, ikke mindst de erhvervsledere, der overraskende ivrigt havde kastet sig ind i en nærmest aktivistisk kampagne. Og det er derfor indlysende, at nu, hvor forhandlerne i Cancun har kastet sig over de mange møder med mærkelige forkortelser - AWG, KP, LCA – så breder nervøsiteten sig overfor FN-processen. Ikke mindst, når det allerede i de første dage lyder fra Japan (se video) og USA, at de under ingen omstændigheder skriver under på en opfølger til Kyoto-aftalen, og de fattige lande mindst lige så hidsigt insisterer på, at Kyoto er altafgørende. Man forstår godt begge parter - men håber så inderligt, at politik også her handler om at søge fælles løsninger på fælles problemer gennem kompromiser. Spørgsmålet er derfor indlysende: Hvis nu Cancun-mødet ikke kan levere et resultat, der kickstarter kampen mod global opvarmning - hvem gør så? Spørgsmålet er korrekt stillet. Det er bekymrende, at den institution, vi har sat til at løse verdens største problem, tilsyneladende er inkompetent. Men der er heldigvis håb derude, hvis man løfter blikket og kigger andre steder hen end Cancun. Der sker markante klimatilatg fuldstændig uanset fremskridt eller tilbageskridt i FN. Enkeltlande, f.eks. Sydkorea, delstater, f.eks. Colorado i USA, og verdens storbyer, f.eks. Stockholm, Singapore og vores egen København, er i fuld gang med at investere for at skabe grøn vækst. Det samme er tilfældet i erhvervslivet, hvor verdens største virksomheder målrettet går efter at komme først med de smarte løsninger. Som Mandag Morgen dokumenterede i "Det Grønne Vækstkapløb" tidligere i år, så vokser cleantech markederne nærmest eksplosivt og det er selvfølgelig voldsomt attraktivt at kunne cashe ind på det. F.eks. bliver 2010 formentlig det andet år i verdenshistorien, hvor investeringerne i vedvarende energi overstiger investeringerne i fossil energi, ifølge James Kanter, den ansete klimajournalist på New York Times. "Det Grønne Vækstkapløb" viser med andre ord, at jagten på den grønne vækst repræsenterer en måske mere positiv og og dermed dynamisk drivkraft end en politisk proces med kedelige juridisk forpligtende aftaler og indblanding i interne forhold. Bliver FN så overflødig. Nej, men FN mister rollen som det organ, der driver processen fremad og reduceres til et forum, hvor landene opsamler den politiske vilje, som manifesterer sig andetsteds. Det handler jo om, hvad der virker. Og måske kan f.eks. verdens erhvervsledere rykke helt anderledes effektivt end klimaforhandlere. Tag f.eks. den amerikanske supermarkedsgigant Walmart. Sidste år skrev Walmart til 10.000 leverandører, at de fremover vil dokumentere deres carbon footprint og at de derfor høfligt gerne ville udbede sig deres leverandørers data. Det sendte chokbølger igennem det globale erhvervsliv, fordi vi her for første gang for alvor så en globalt gigant kræve CO2-tiltag og fordi alle virksomheder i verden gerne vil levere til Walmart. Et andet eksempel er Unilever, den schweiziske fødevarevirksomhed, som for et par måneder siden lancerede en sustainability strategi, der lagde op til barske CO2-reduktioner hele vejen gennem værdikæden. Hvis disse to eksempler udgør første bølge af en megatrend, ja så er der måske grund til at være mere optimistisk end COP16 umiddelbart gør én.

COP16 Dag 3: I Beckenbauers ånd

Som jeg skrev i går, så må og skal Cancun levere noget, der udlægges i verdenspressen og offentligheden som bare en lille succes. Ellers slukker og lukker sidste mand i plenarsalen, og FN-processen er de facto imploderet. Jeg blev derfor overrasket - og klogere - da jeg i går talte med et medlem af den danske delegation. Jeg stillede ham sportsspørgsmålet, nemlig hvad Lykke Friis' tropper troede og håbede på her inden bolden blev givet op - og hans svar var, at de håbede på beslutninger, der peger frem mod reelle reduktioner i de globale udledninger - og ikke nødvendigvis en "hurtig sejr" i form af nogle salgbare, mindre succeser. Hvis delegationen vurderer, at de små succeser ikke reelt betyder noget i det store billede, så går man hellere efter en proces-beslutning, som peger frem mod mere markante tiltag f.eks. i 2012. Et modigt standpunkt, må man sige – og vel sagtens det, man kan læse mellem linierne i Lykke Friis kronik i Information i går. Enhver spindoktor vil rulle med øjnene, fordi medierne pr definition hader "procesbeslutninger". Men strategien er værd at lytte til. Alle taler om at en beslutning om skovbeskyttelse og måske de såkaldte ”fast track money” i 2010-2012 vil være et tåleligt resultat. Men er det det? I betragtning af at verden har kurs mod 3-4-5 graders stigning i den globale gennemsnitstemperatur, hvilket ifølge stribevis af videnskabelige rapporter stort set vil destabilisere vores civilisation, så er det måske i virkeligheden grundlæggende fornuftigt at feje alt andet end markante, hurtige og forpligtende reduktionstiltag af bordet. Også selvom det tager tid og kræver noget så kedeligt som procesbeslutninger. Skovbeskyttelse er væsentligt – men kan dybest set godt håndteres ad andre kanaler end COP’en og det arbejde er allerede i gang rundt omkring i verden. Og at udråbe det til en succes, at man bliver enige om hvordan de penge, der blev lovet sidste år, rent faktisk bliver udløst – det er vel også en smule kækt. Lykke Friis og hendes hold lægger med andre ord op til angrebsfodbold som i de gode gamle Bayern München-dage med Beckenbauer som libero og Müller og Breitner oppe foran - og der er al mulig grund til at ønske dem held og lykke. Vi kunne alle sammen godt bruge noget storspil på klimabanen.

P1 Morgen: COP15 revisited

Hør indslaget i P1 Morgen i anledning af åbningen af COP16.

Donnerwetter! Nu på tysk

Også i Tyskland  har de traumatiske minder om COP15. Hør Deutschlandfunks indslag om "Kampen om klimaet".

COP16 Dag 2: USAs Sputnik-øjeblik

To amerikanske topfigurer erobrede dagsordenen i Cancun på mødets første dag med meget klare og tankevækkende udmeldinger. Obamas chefforhandler Jonathan Pershing holdt i går et nærmest kærligt fælles pressemøde med hans kinesiske kollega Su Wei, som gav masser af positive omtale, men mandag sagde han med vanlig bryskhed at USA ikke kan acceptere en aftale, som indebærer at USA skal levere finansiering og CO2-reduktioner, hvis ikke også de store udviklingslande (læs: Kina) skal op med den politiske tegnebog. I USA blev det for nylig i visse medier tolket som at USA truer med at forlade COP-forhandlingerne, hvilket vil være det samme som at aflive dem. Blandt andet Financial Times har en glimrende, kort opridsning af situationen. Helt så dramatisk som en walk-out bliver det næppe med en Obama ved roret, men Pershing peger – ligesom sidste år – på at fremtidens udledninger af CO2 først og fremmest vil finde sted i Kina, Indien, Brasilien, Mexico, Indonesien osv., og at USA måske nok er villige til at gå forrest, men at de konkurrerende økonomier også skal pålægges forpligtelser meget snart. Dels CO2-mål, dels krav om kontrol med CO2-data. Iagttagere i Washington supplerer med at konstatere, at med USA's nye klimakritiske kongres, så er det ikke en sællert at komme hjem med en aftale, hvor USA pålægges byrder, mens Kina slipper.

Måske endnu mere interessant var energiminister Steven Chus udtalelser om at USA står i "et Sputnik-øjeblik". Chu, der talte i Washington, hentyder elegant til rumkapløbets start i midten af det forrige århundrede, hvor russerne var først ude af affyringsrampen. Nu står USA i en situation, hvor Kina mere og mere ligner en supermagt, der kommer først med at udvikle de nye teknologier, der skal løse klimakrisen. Vil USA følge trop og overhale kineserne, ligesom de i sin tid vandt rumkapløbet gennem en massiv national satsning? Fakta er at Kina investerer mere end USA i grøn teknologi, at de indtager det ene verdensmarked efter det andet (vind, sol, batterier osv) og at de er aggressivt ambitiøse. Søsætter USA sit næste Apollo-projekt? Eller overlader de førerpositionen til det 21. århundredes supermagt?

Cancun er skudt i gang. Med mere dramatik og dynamik end ventet? De kommende dage bliver det interessant at lytte efter Kinas modsvar til Pershing. Op til Cancun talte den klippeagtige chefforhandler Xie Zhenhua med to tunger. Dels markerede han, at Kina under ingen omstændigheder agerer før de rige lande (læs: USA) har leveret markante løfter. Dels sagde han forleden i China Daily , at kineserne vil køre alt for at nå et resultat, inklusive at lade sine CO2-udledninger kontrollere.

Fronterne og retorikken er trukket skarpt op - og det er måske det, der skal til, for at Cancun bringer reelle fremskridt.